kunne ikke fortsætte

Air Greenland vendte om over Shetlandsøerne

Air Greenlands atlantmaskine er returneret til København. Der er nu planlagt en ekstra afgang fredag

Atlantflyveren Norsaq vender om. Ses her på trafikovervågnings-sitet Flightradar 24
Offentliggjort

Artiklen er udvidet klokken 16:06 med flere oplysninger

Dagens GL781-fly fra København til Kangerlussuag er vendt om over Shetlandsøerne og har landet igen i København.

Fra en passager på flyet forlyder det, at en ombordværende er blevet syg, og at personalet derfor valgte at vende om efter først at have fået afslag på en landingsmulighed i Oslo på grund af tåge.

Syg passager i kyndige hænder
En læge tilså den syge mand, som dog ikke var ved værre helbred, end at han selv kunne gå af flyet. Sundhedspersonale ventede i København ved ankomsten.

De strandede passagerer i København har fået at vide, at afgangen er aflyst helt for i dag, og at de vil få nyt om afgangen klokken 20 dansk tid.

Det lader umiddelbart til, at der først vil blive fløjet fredag morgen, da der nu også bliver booket hotel til passagerer.

Der er nu planlagt en ekstra afgang fredag.

Da flyet landede tilbage i København, havde Air Greenland svært ved at skaffe en fuld besætning til at flyve igen muligvis på grund af hviletidsreglerne.

Få oplysninger fra Air Greenland
Fra flyselskabet selv er det endnu meget sparsomt med oplysninger, efter Sermitsiaq.AG har været i kontakt med kommunikationsafdelingen.

Her bekræfter man blot, at flyet er vendt om.

Flere læsere konstaterede tidligt torsdag formiddag ved at se på hjemmesiden Flightradar 24, der overvåger verdens flytrafik, at atlantflyet Norsaq havde vendt om.

Læs også: Kortsluttet kaffemaskine tvinger SAS til sikkerhedslanding

Powered by Labrador CMS