Affald fra Kellyville brændes af på dumpen
Borgerne i Kangerlussuaq er godt trætte af, at byggemateriale fra Kellyville brændes af på den selvstyreejede dump, så sort røg og støvpartiker driver ind over børnehaven og skolen.
Det ryger fra dumpen i Kangerlussuaq. En amerikansk telefonpæl i trykimprægneret træ ligger sammen med bunker af ledninger, glasfiberrør, stålkonstruktioner og sodede metalplader. To beboelsesvogne fra Kellyville står halvt udbrændte og foran kan man se sodraster efter en stor nylig afbrænding.
Det skriver avisen Sermitsiaq.
– Det pisser mig af, at det er National Science Foundation, der står bag dette her svineri. De siger, at vi skal gøre så meget for miljøet, og så laver de selv en aftale, der indbefatter at en masse bygningsmateriale køres herud på dumpen for at blive brændt af, siger en borger i Kangerlussuaq, der ønsker at være anonym. Han fortæller at rigtig mange borgere i bygden er forargede over, at National Science Foundation har fået lov til at aflevere byggemateriale på dumpen.
Utilfredsstillende affaldshåndtering
I Selvstyrets affaldshandlingsplan for 2020-2031 står der, at den nuværende affaldshåndtering på mange områder er utilfredsstillende. ”Ukontrolleret dumpning og afbrænding af affald medfører væsentlige gener for mennesker og miljø, blandt andet i form af udledninger af skadelige stoffer til luft, vand og jord. Dette medfører forurening af naturen og sundhedsmæssige risici. Derudover medfører den uhensigtsmæssige affaldshåndtering, at plast og andet affald ender i naturen, i havet eller i bybilledet, hvilket skader vores dyreliv og medfører æstetiske gener for lokale indbyggere og turister. ”
Læs mere i avisen Sermitsiaq, som du kan få adgang til her: