- Åbne samråd bør blive en fast tradition
Fra flere sider lyder der opfordringer til, at åbne samråd bliver en fast del af arbejdet i Inatsisartut
Mens åbne samråd hører til de helt almindelige arbejdsgange i for eksempel folketinget, så var det historisk, da det i går for første gang skete i Grønland.
Muligheden har ganske vist eksisteret i et stykke tid, men hidtil har intet udvalg gjort brug af den.
- Det er virkelig glædeligt, at vi nu har fået det første åbne samråd. Vores synspunkt er, at jo mere åbenhed, der er om beslutningsprocesserne desto bedre, siger Anita Hoffer, formand for Transparency International Greenland til Sermitsiaq.AG.
- Vi kan kun opfordre til at det danner præcedens og bliver et fast tilbagevendende element i det politiske arbejde.
Det var de fire oppositionspartier IA, Partii Naleraq, Samarbejdspartiet og Atassut, der tog initiativ til samrådet. Også herfra udtrykkes der tilfredshed med, at det lykkedes at samle et enig finans- og skatteudvalg bag indkaldelsen.
- Det er glædeligt, at det endelig lykkedes med et åbent samråd, det har vi Partii Naleraq arbejdet for igennem en længere periode, siger Jens Napaattooq (PN).
Også IA har igennem en længere periode arbejdet for, at man gør brug af muligheden.
- Det bør blive en tradition med åbne samråd, fordi det gavner den demokratiske proces, at befolkningen kan følge med i det politiske arbejde, siger Múte Bourup Egede (IA).
Bør transmitteres
Også Transparency mener, at det vil styrke den demokratiske proces, hvis der bliver holdt flere åbne samråd.
- Det kan skabe bedre indsigt i, hvordan beslutningerne bliver truffet samt hvilke konsekvenser de får for samfundet og den enkelte, siger Anita Hoffer.
Det fremgår af Inatsisartuts hjemmeside, at der på grund af de begrænsede pladsforhold kun er 15 personer samt fem fra pressen, der har mulighed for at overvære dem.
Transparency mener, at man bør skabe en mulighed for at hele landet kan følge med.
- Vi har jo en tradition for, at samlingerne i Inatsisartut bliver transmitteret både på nettet og på KNR. Vi mener, det er helt oplagt, at også de åbne samråd fremover bliver transmitteret, så alle der ønsker det, har mulighed for at se dem, mener Anita Hoffer.