Aasiaat nye jordemoder: Det er vigtigt at gøre en indsats lokalt
Tilbage i 2019 da man besluttede at lukke Aasiaat som fødested, var der bekymring blandt borgerne for, om man kunne tiltrække jordemødre til byen fremover, når de fødende ikke måtte føde i byen mere. Der har været udfordringer, men nu er en fast jordemoder ansat og på vej til byen.
Efter en periode med skiftende jordemødre i Aasiaat er en ny kvinde – men dog en gammel kending ved at gøre sig klar til at indtage gulvet på sygehuset i Aasiaat.
Vibe Kjer Nemming har været i Aasiaat i kortere vikariater to gange før, og nu har hun besluttet sig for at det skal være en permanent fornøjelse.
Hun erkender, at hun måske kommer til at savne fødslerne på et tidspunkt, men understreger, at netop det, at der ikke er så meget akutarbejde, giver mulighed for at gå i dybden med nogle af de andre opgaver, der er.
- Der er rigtig meget jordemoderfagligt arbejde i Aasiaat, og jeg håber, at jeg kan gøre en forskel for de kvinder, der bor i byen og de omkringliggende bygder, siger hun.
Det mindste man kan gøre
Det er blandt andet arbejdet med prævention, aborter og forløbet for kvinderne under deres graviditet, som kommer til at fylde i hverdagen.
- Det betyder rigtigt meget for kvinderne og deres familier, at de skal langt væk for at føde, så det mindste man kan gøre, er at give dem noget godt lokalt. Forhåbentligt give dem en oplevelse af, at de bliver taget seriøst på deres lokale sygehus, og at de har et sted at henvende sig, hvis der opstår komplikationer under graviditeten. Jeg håber, det kan give dem noget tryghed i forhold til at være væk for at føde og så komme tilbage igen.
Selvom Vibe Kjer Nemming har arbejdet både i Nuuk og en kortere periode i Qaqortoq, så passer hendes temperament godt til Aasiaat.
- Ved ikke hvorfor. Det føles bare rart, at være der. Det er et afslappet sted. Folk er enormt søde og folk har god humor. Jeg har bare instinktivt følt mig godt tilpas i Aasiaat.
Nu er jeg her
Hun mener, også, at det gør en forskel, at hun ikke kommer direkte fra Danmark og er på vej videre indenfor kort tid.
- Fordelen ved at have en jordemoder, der flytter permanent til byen og som ikke har nogen planer om at skulle væk er, at der bliver mere kontinuitet for kvinderne, og at man kan sætte nogle flere ting i værk og følge til dørs. Så gør det måske også en forskel, at jeg flytter fra Nuuk til Aasiaat og ikke fra Danmark til Aasiaat.
- Man ved aldrig hvad der sker i livet men at ens indstilling er: Nu er jeg her og nu vil jeg gøre en forskel lige her, betyder noget, tror jeg.
Der skal arbejdes på bedre adgang og oplysning
Arbejdet kommer blandt andet til at bestå af oplysning om prævention, samarbejde med bygderne samt aborter. Og det handler meget om at give kvinderne mulighed for at tage stilling til de forskellige ting på et oplyst grundlag, påpeger jordemoderen.
- Jeg vil gerne være med til at udbrede viden om prævention. Der har været noget arbejde med en præventionsklinik, men der har ikke været så mange, der har benyttet sig af muligheden for at komme der, så det håber jeg, at jeg kan få kørt i gang. Ikke for at kvinderne nødvendigvis skal bruge det mere, de skal bare have bedre adgang til information og oplysning.
Vibe Kjer Nemming begynder arbejdet i Aasiaat den 1. august.