Aajas fokus: Balancen mellem lavspænding og det uforudsigelige

Kongerigets kommende strategi for Arktis har folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsens fulde fokus i 2021, hvor det handler om at have et forsvar, der tager højde for balancen mellem lavspænding og det uforudsigelige, hvor Grønland står i frontlinjen.

- Når alt kommer til alt, er befolkningen i Arktis i frontlinjen, hvis situationen eskalerer, siger Aaja Chemnitz Larsen.
Offentliggjort

IA-politikeren Aaja Chemnitz Larsen, der er medlem af Folketinget, har fire højt prioriterede fokus-områder i år:

  • Lavspænding via den kommende arktiske strategi
  • Udenrigspolitisk samarbejde
  • Udsatte borgere
  • Volds- og selvmordsforebyggelse

- Hvad angår den udenrigs- og forsvarspolitiske situation, ser vi stormagter der opruster i Arktis, ligesom at vi kan ane konturerne af Kongerigets strategi for Arktis for det næste årti. Det kræver et skarpt og vedholdende fokus, at sikre et forsvar der tager højde for balance mellem lavspænding og det uforudsigelige. Der er behov for en strategi, der gavner Grønland og den grønlandske befolkning bedst muligt, oplyser Aaja Chemnitz Larsen til Sermitsiaq.AG.

Hun føjer til:

- Når alt kommer til alt, er befolkningen i Arktis i frontlinjen, hvis situationen eskalerer. Derfor er lavspænding og samarbejde i Arktis vores første prioritet den kommende tid, herunder i forhold til lande, som USA og Rusland. Samhandel, uddannelse og gode livsvilkår for os, der bor i Arktis, bør prioriteres højere.

Flere udsatte borgere

En tendens med flere udsatte borgere og mange seksuelle overgreb på børn og unge kalder også på politisk fokus og handling, mener IA-politikeren.

-Vi ser desværre en stor gruppe sårbare borgere, som falder igennem vores sikkerhedsnet – eller mangel på samme i både Grønland og Danmark. Der er en øget tendens til, at de søger til Danmark i håbet om at skabe sig et bedre liv. Tit eskalerer deres situation desværre og en del ender på gaden og i øget misbrug, fastslår Aaja Chemnitz Larsen.

Hun har nogle konkrete bud på, hvad der skal til for at knække kurven.

- Jeg er overbevist om, at vi skal begynde med forebyggende tiltag i Grønland, og jeg tror på et samarbejde med Danmark om det, kan være løsningen. Helt konkret er der behov for hjemløsetælling, adgang til traumabehandling, og vi har behov for at finde nye boformer, f.eks. klubværelser til vores mest udsatte hjemme i Grønland, hvis vi skal vende udviklingen, mener folketingsmedlemmet, der senere på året vil sætte sig i formandsstolen i Folketingets Grønlandsudvalg, som hendes kollega, Siumuts Aki-Matilda Høegh-Dam, i dag sidder i.

Volden er eskaleret

Udfordringerne med seksuelle overgreb på børn og unge er også en del af hendes politiske dagsorden i 2021.

- Det er altoverskyggende for mit arbejde at sikre, at de 80 millioner kroner, vi har fået afsat i Folketinget, gør reel gavn for børnene, og at det politiske fokus på at hindre seksuelle overgreb på børn fortsat er højt både herhjemme og hos den danske regering, understreger hun og peger på et andet problem:

- Herudover er volden eskaleret under corona, og der sker alt for mange selvmord. Vi kan ikke hindre det via justitsvæsenet, men vi kan være med til at oplyse og forebygge på sigt, fastslår hun.

Powered by Labrador CMS