Aaja sender anbefalinger til arktiske udenrigsministre

Den nye formand for Arktiske Parlamentarikere Aaja Chemnitz Larsen (IA) vil fokusere på klimaforandringer, bæredygtig erhvervsudvikling og de arktiske borgere.

Offentliggjort

Inuit Ataqatigiits medlem i Folketinget Aaja Chemnitz Larsen er som nyvalgt formand for komitéen for arktiske parlamentarikere (SCPAR) kommet i arbejdstøjet.

I et officielt brev, der netop er sendt rundt til de arktiske staters udenrigsministre, peger den nye formand på tre områder, som hun vil fokusere på: Klimaforandringer, bæredygtig erhvervsudvikling og de arktiske borgere.

Aaja Chemnitz Larsen blev valgt som formand ved de Arktiske Parlamentarikeres nylige konference afholdt 13-14. Politikere fra hele Arktis nåede under konferencen frem til de anbefalinger, som formanden nu overleverer til udenrigsministrene i Arktis forud for møde i Arktis Råd.

- Som formand har jeg to mål, dels at sikre at arbejdet hos os Arktiske Parlamentarikere bliver mere synligt for befolkningen og dels, at der er mere inddragelse af befolkningen i alle de arktiske lande.

Næste konference er i Nuuk

Hvert 2. år holdes der konference og i 2022 skal det foregå i Nuuk. Her vil borgerne blive inviteret med til at udforme de politiske anbefalinger, som skal bringes videre til regeringerne.

Aaja Chemnits Larsen håber at få skabt interesse om arbejdet forud for konferencen i Nuuk.

- Jeg vil gerne inddrage flere i arbejdet til gavn for udviklingen i Arktis, både til møderne, når vi er rundt i Arktis, men også via de sociale medier, hvor vi vil oprette en Facebook side, så alle interesseret i Grønland og resten af Arktis kan følge med i vores arbejde.

Udover arbejdet med at sikre synlighed og aktualitet vil Aaja Chemnits Larsen som formand fokusere sit arbejde på særligt tre områder.

-Vi anbefaler de arktiske regeringer at styrke deres klima indsats, så vi når målene i Paris aftalen. I år er det en særlig glæde at vi med IA i Naalakkersuisut har en målsætning om, at Grønland skal underskrive Parisaftalen.

Brev sendt til Bidens udenrigsminister

Udover klima vil Aaja Chemnitz Larsen fokusere på at styrke samarbejdet om erhvervsudvikling i Arktis ved at tiltrække fremmed investeringer.

- Fred og stabilitet i Arktis er en vigtig forudsætning erhvervsudvikling, så det arbejder vi hårdt for og endelig mener vi, unge i Arktis skal inddrages i udviklingen af Arktis, og der skal være bedre udveksling mellem unge rundt om i Arktis med ”nord til nord” programmer”

De tre fokusområder er sendt afsted til de arktiske landes respektive udenrigsministre, hvilket betyder at bland andre Joe Biden’s nyligt udpegede udenrigsminister Antony Blinken og Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov også vil modtage et brev.

Arktisk Råd mødes den 20. maj i Reykjavik, hvor Aaja Chemnitz Larsen vil deltage.

Powered by Labrador CMS