Aaja: Retssystemet skal være hurtig og retfærdig

Grønlandsudvalget i Folketinget afholder høring om fremtidens retsområde i Grønland onsdag den 9. februar. Hurtig og retfærdig sagsbehandling er yderst nødvendig, mener Aaja Chemnitz Larsen.

Offentliggjort

Foranstaltningens længde og uddannelse på justitsområdet, samt IT på retsområdet skal kigges i sømmene, når Grønlandsudvalget i Folketinget afholder høring om fremtidens retsområde i Grønland.

Det sker onsdag den 9. februar i tidsrummet 13.45-16.15 dansk tid. Høringen vil være en indledende proces i den politiske debat om retssystemet i Grønland.

Høringen er sat i gang af udvalgsformand Aaja Chemnitz Larsen på vegne af udvalget. Og udvalgsformanden er ikke i tvivl, at retssystemet skal ændres, så det er mere tidssvarende.

- Høringen er nødvendig fordi tiden er løbet fra vores nuværende retssystem. Vi har brug for at drøfte hvorvidt længere eller anderledes foranstaltning er vejen frem – også set fra et forskningsperspektiv, udtaler Aaja Chemnitz Larsen i en pressemeddelelse.

Hun understreger, at længere straffe ikke virker, men at der efterlyses en politisk debat i Folketinget og i Inatsisartut.

Penge til uddannelse bør findes

Aaja Chemnitz Larsen mener, at der bør findes flere penge som skal afsættes til uddannelse af forsvarere og kredsdommere, da juridisk indsigt er afgørende for at sikre gode, effektive og kvalificerede beslutninger.

- Det er tungt stof og vi har mange dygtige kredsdommere og forsvarere, som jeg mener vi bør afsætte flere penge til at uddanne yderligere. Det vil styrke vores retssystem og det mener jeg, samfundet fortjener, siger hun.

Grønlandsudvalget i Folketinget er også enige om, at digitalisering i retten bør prioriteres, så sagsbehandlingen kan løftes.

Powered by Labrador CMS