Aaja om hjælp fra DK: En tvivlsom succes
Folketingets Grønlandsudvalg har indkaldt socialminister Astrid Krag til møde. Hun skal fortælle, hvad der er op og ned i sagen om de 80 millioner kroner, Danmark har bevilget til udsatte børn i Grønland.
De 80 millioner kroner Danmark har bevilget til at hjælpe udsatte børn i Grønland bruges ikke optimalt, lyder det fra folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen (IA).
Hun mener, at brandslukning har fyldt alt for meget. Med brandslukning mener hun eksempelvis de penge, der er brugt til at sende socialrådgivere fra Danmark til kommuner i Grønland for hjælpe kommunerne med at overholde grønlandsk lovgivning om støtte til børn, der eksempelvis har været udsat for seksuelle overgreb. Eller fejlslagne ansættelser der har kostet dyrt.
- Det er brandslukning og en falliterklæring, når vi skal have hjælp til at leve op til egen lovgivning. Kommunerne har ikke været i stand til at gøre det ordentligt, og man har været nødt til at lukke huller i forhold til at leve op til Grønlands egen lovgivning
- Det er bekymrende, at man ikke formår at målrette de her initiativer, så børnene får bedre hjælp. Det er bekymrende, at vi i Grønland ikke kan løse så grundlæggende en opgave for et samfund at sikre hjælp til vores egne udsatte børn, siger Aaja Chemnitz Larsen.
Minister kaldt i møde
Hun fortæller, at Folketingets Grønlandsudvalg har indkaldt den danske socialminister Astrid Krag (Soc.) til et møde med udvalget inden årets udgang. Her skal ministeren uddybe overfor udvalget, hvordan de danske penge er brugt.
I sidste uge kickstartede Martha Lund Olsen en debat om de danske millioner. Som tidligere direktør for socialområdet i Kommuneqarfik Sermersooq mener Martha Lund Olsen ikke, at pengene er kommet de mest udsatte børn til gode. I stedet er store summer blevet brugt på at opbygge Socialstyrelsen, lyder noget af kritikken fra den tidligere direktør.
Naalakkersuisoq for børn, unge og familier, Paneeraq Olsen (N), afviser kritikken og siger, at pengene er og skal ifølge naalaakersuisoq bruges på 11 af de 16 anbefalinger, som en styregruppe har besluttet, da pengene blev afsat.
Aaja Chemnitz Larsen har i Folketinget løbende stillet spørgsmål til den danske regering om, hvordan pengene er blevet brugt.
- Burde have lyttet mere til organisationer
Hun er ikke imponeret og kalder indsatsen for 'en tvivlsom succes.'
- Jeg så gerne, at man havde lyttet mere til MIO og andre organisationer, der arbejder med børnene, i udformningen af de initiativer, arbejdsgruppen er kommet frem til.
- Overordnet synes jeg, man rammer ved siden. Det er en ekstraordinær mulighed, vi ikke har fået nok ud af, siger Aaja Chemnitz Larsen, der gerne så, at flere penge blev brugt på forebyggelse:
- Det burde være en selvfølgelighed, at et barn, der har været udsat for overgreb, får hjælp. Det er jo godt, hvis hjælpen fra Danmark kan bidrage til det, men hvis ikke vi stopper de mange overgreb mod børn, der sker i vores samfund, vil vi altid være på bagkant.