Folketinget
Aaja efterlyser bedre retssikkerhed i Grønland
IA-folketingsmedlemmet præsenterede fire mærkesager i forbindelse med åbningsdebatten
Aaja Chemnitz Larsen (IA) mener, at justitsområdet i Grønland trænger til et løft. Det var et af hendes budskaber til regeringen under åbningsdebatten.
Folketingsmedlemmet pegede på fire områder, som bliver IA's mærkesager i det kommende folketingsår. Et af områderne var justitsområdet.
Læs: IA klar med tre nøglekrav til dansk finanslov
Bedre retssikkerhed
- Blandt de områder, som fortsat kræver fokus, er landsforsvarsembedet, som er ved at blive etableret. Forsvarerne i Grønland er primært lægmænd. Og det er et skridt i den rigtige retning mod en større grad af retssikkerhed for befolkningen i Grønland. Tiden vil vise, om embedet er tilstrækkeligt finansieret til at stå for opgaven med at opjustere forsvarerne, sagde Aaja Chemnitz Larsen.
Det er et sagsområde, som Danmark varetager.
Læs: Aaja til møde med Hjort om finanslov
Professionalisering
- Hvad angår justitsområdet vil jeg gerne lægge op til en diskussion om, at vi på sigt bør forlade det nuværende lægmandssystem og i stedet arbejde hen imod en professionalisering af området. Dette er vanskeligt, når man samtidig vil bevare nærhedsprincippet, men det er en nødvendig debat at tage. Det grønlandske samfund ændrer sig løbende. Og vores love, regler og retssikkerhed skal afspejle det aktuelle samfund, som justitssystemet fungerer i, påpegede IA's folketingsmedlem.
Godt modtaget
Formanden for Grønlandsudvalget, Marcus Knuth (V) er glad for, at Aaja Chemnitz Larsen peger på øget involvering fra dansk side.
- Jeg er glad for, at Aaja Chemnitz-Larsen nævner retsområdet. Jeg ved at justitsministeriet har stort fokus på området, siger Marcus Knuth.
Nej til SU-forringelser
Aaja Chemnitz Larsen lagde også vægt på tre andre fokusområder: Forsvarets opgaveløsning i Grønland skal opprioriteres. Desuden er det vigtigt at investere i erhvervsudviklingen i Grønland og skabe lokale arbejdsplader. Og det sidste områder var uddannelsesområdet.
Skære i uddannelsesstøtten
Her pegede folketingsmedlemmet på, at regeringens 2025-plan kan få store konsekvenser for unge grønlændere, der studerer. I planen er der lagt op til at skære i uddannelsesstøtten.
I 2013 blev uddannelsesstøtten forandret, så de grønlandske studerende i Danmark, der er over 20 år, gik fra grønlandsk uddannelsesstøtte til dansk SU.
Ingen forringelser
- Dette skete dog under den klare forudsætning og enighed i det daværende Naalakkersuisut, om ikke at forringe vilkårene og forholdene for de studerende. Vi tager gerne ansvar, men ser desværre i dag en slap holdning fra det nuværende Naalakkersuisut, som ikke ønsker at forholde sig mere aktivt til at risikoen for, at forholdene for vores studerende forringes, hvis 2025-planen gennemføres, sagde Aaja Chemnitz Larsen.
Flere uddannede
- Det er et brud på en mangeårig politik i Grønland om at få så mange veluddannede og hjemmehørende folk som muligt. Uddannelse er stadig en grundforudsætning for udviklingen af det grønlandske samfund, og vi bør derfor ikke risikere, at en SU-forringelse betyder, at færre uddanner sig, eller at flere falder fra under uddannelse, fortsatte IA-folketingsmedlemmet.