78 nye smittetilfælde onsdag
Der er fundet en i Aasiaat, tre i Sisimiut, 73 i Nuuk og en i Qaqortoq, oplyser Landslægeembedet.
Antallet af nye smittede det seneste døgn ligger onsdag på 78, hvor langt de fleste er fundet i Nuuk.
Der er fortsat fire indlagte. Tallet dækker dog over, at én er udskrevet og en ny er indlagt. En patient er overflyttet til Nuuk til behandling, oplyser Landslægeembedet i dagens opdatering.
Andelen af positive blandt de testede har siden den 26. december været 7.4 procent, og gennemsnitsalderen på de smittede er 29 år.
- De 18-29 årige udgør 16%.
- De 30-49 årige udgør 32%
- og de resterende 18% er 50 år eller ældre.
- Aldersfordelingen blandt de testede svarer nogenlunde til aldersfordelingen blandt de smittede. To grupper skiller sig dog lidt ud. De unge under 18 år udgør 28% af de testede og har således en lidt højere andel af positive end gennemsnittet. Den anden gruppe der udskiller sig er de 50 årige og ældre. De udgør 23% af de testede, skriver Landslægeembedet.
Tirsdag lå antallet af nye smittede på 74, og landslæge Henrik L. Hansen udtalte, at smitten viser, at varianten Omikron har fundet vej til Grønland.
Varianten er mere smitsom, og derfor er myndighedernes strategi også ændret, da det ifølge landslægen ikke længere er muligt, at få smitten til helt at forsvinde.