75 fik nyt job i Nuuk under corona
Kommuneqarfik Sermersooq gav den en ekstra skalle for at hjælpe de medarbejdere i blandt andet restaurationsbranchen, som blev afskediget under coronanedlukningen.
Mens flere virksomheder blev coronalukket i midten af marts i Nuuk, og var nødsaget til at afskedige medarbejdere, arbejdede Kommuneqarfik Sermersooq på at undgå massiv ledighed.
Fredag den 15. maj 2020 var 302 personer registreret som arbejdssøgende i Nuuk, hvilket er to mere end før coronakrisen startede i marts. Kommuneqarfik Sermersooq vurderer, at hovedstadens arbejdsmarked er sluppet nådigt igennem krisen.
- Mens samfundet var sat i stå, knoklede vores medarbejdere for at finde job til de borgere, der mistede deres arbejde, siger borgmester Charlotte Ludvigsen (IA).
Fyringer i restaurationerne kom, groft sagt, fiskeriindustrien og detailhandelen til gode.
Kommunen oplyser, at efterspørgslen på arbejdskraft altid har været der i fiskeindustrien og butikkerne. Coronakrisen medfødte flere ledige, jobklare personer, der kunne få et job i de to nævnte brancher.
Ledige i få timer
Siden coronavirussens indtog i Nuuk har kommunen været i dialog med de virksomheder i Nuuk, der har behov for arbejdskraft.
Kommuneqarfik Sermersooq oplyser i deres pressemeddelelse, at det er lykkedes kommunen at henvise ledige til øjeblikkelig jobstart.
- I de seneste fem år har vi skabt en professionel og effektiv arbejdsmarkedsafdeling, der har fokus på at få de ledige hurtigt i job. Det er en af grundene til, at Kommuneqarfik Sermersooq har så lav en ledighed, og en vigtig grund til at Corona-krisen ikke har skabt massearbejdsløshed i vores kommune, siger Charlotte Ludvigsen.
Arbejdsløsheden i Nuuk er i dag lavere end den var i maj sidste år.
Kommunen oplyser til Sermitsiaq.AG, at den ekstraordinære indsats kun foregik i Nuuk, da hovedstaden var hårdest ramt af lockdownen, fordi flere virksomheder blev midlertidigt lukket.