Vold mod kvinder

62 procent af kvinder har været udsat for vold

Lørdag markeres FN’s Internationale dag for afskaffelse af vold mod kvinder

Arnanut persuttaasarnerup unitsinniarneranut Naalagaaffiit Peqatigiit nunarsuaq tamakkerlugu ullorititaa, aqagu arfininngornermi malunnartinneqassaaq
Offentliggjort

- Vold kan aldrig retfærdiggøres og alle har ret til et liv uden vold.

Det siger naalakkersuisoq for sociale anliggender Sara Olsvig (IA) i forbindelse med FN's internationale dag for afskaffelse af vold mod kvinder, der skal markeres i morgen, lørdag.

Sara Olsvig påpeger, at budskabet er helt centralt for Grønland, da undersøgelser viser, at 62 procent af landets voksne kvinder på et tidspunkt har været udsat for vold.

- Vi vil ikke acceptere vold i vores samfund. At 62 procent af kvinderne i vores land på et tidspunkt har været udsat for vold er alt for høje tal. Det viser, at vi konstant må have fokus på at knække kurven og mindske vold mod kvinder, siger hun i en pressemeddelelse.

Naalakkersuisuts Strategi og Handlingsplan mod Vold 2014-2017 har de seneste år udstukket retningen for Naalakkersuisuts arbejde mod vold på en lang række områder.

- Helt konkret har det blandt andet betydet realisering af behandlingstilbud til voldsudøvere, etablering af et landsdækkende krise- og behandlingscenter til voldsudsatte kvinder og deres børn, etablering af mandegrupper samt styrket tværfagligt samarbejde, oplyser selvstyret.

Naalakkersuisut ønsker at forsætte dette arbejde og er på nuværende tidspunkt ved at udvikle en strategi mod vold.

- Med en ny strategi, der skal gælde efter 2017, skal der blandt andet være fokus på forebyggelse, herunder forebyggelse af psykisk vold, øget viden om vold, udvidelse og udvikling af behandlingstilbud til voldsofre og voldsudøvere. Som en del heraf skal det sikres, at allerede eksisterende tilbud understøttes og udvikles. Dette gælder blandt andet i forhold til krisecentrene, således at de understøttes i deres vigtige arbejde for voldsudsatte kvinder og børn, lyder det fra selvstyret.

Powered by Labrador CMS