33 tons fødevarer strandet i Qaqortoq
Storisen driller i Sydgrønland, og det betyder, at KNI i øjeblikket har cirka 33 tons fødevarer, der er strandet i Qaqortoq. Nu indsættes der en helikopter.
Storisen, der er kommet tidligere end normalt i Sydgrønland, er skyld i, at Royal Arctic Lines bygdeskib Tilioq ikke har kunnet komme frem til de fem bygder: Tasiusaq, Narsarmiit, Ammassivik, Alluitsup Paa og Aappilattoq, hvor KNI har butikker.
Det betyder, at cirka 33 tons fødevarer i øjeblikket er strandet i Qaqortoq, oplyser KNI i en pressemeddelelse.
Her fremgår det, at RAL nu indsætter det større skib, Nanoq Arctica, som vil sejle til Tasiusaq og Narsarmiit, men i de øvrige tre bygder er havnene ifølge KNI for små og lavvandede til at skibet kan komme ind.
Helikopter hjælper til
Selvom der er knaphed på helikopterkapaciteten, er det lykkedes at indchartre en helikopter til at flyve fødevarer til Ammassivik og Alluitsup Paa med 520 kilo køle- og frysevarer til hver bygd, hvor der i dag torsdag vil blive fløjet forsyninger til, lyder det videre.
- KNI er i løbende dialog med Royal Arctic Line, som forventeligt igen vil forsøge at besejle Ammassivik, Alluitsup Paa og Aappilattoq ultimo april. Derfor kan vi, hvis situationen forbliver uændret, sandsynligvis ikke levere friske forsyninger til Aappilattoq i de nærmeste par uger, oplyser KNI.
Bygden har fødevarer, men mangler primært frugt og grønt, herunder kartofler samt kølevarer som eksempelvis pålæg.
KNI oplyser, at udviklingen følges tæt og vil om nødvendigt igen benytte lufttransport af varer til butikkerne, såfremt det bliver muligt.