17 smittede i Nuuk - 12 af dem er børn
Efter en rolig uge, uden så mange nye smittede i Nuuk er der registreret 17 nye smittede tirsdag. Mange institutioner er berørt lyder beskeden.
17 personer er testet positive for Coronavirus i Nuuk. Tolv af dem er børn og blandt de fem voksne er der forældre til de smittede børn.
De nye smittetilfælde blandt børnene er fundet på den integrerede daginstitution Timmiaaqqat og institutionen er derfor fortsat lukket.
På USK er en elev også testet positiv for Coronavirus. Elevens klasse er derfor blevet sendt hjem og forældrene er blevet opfordret til at lade deres børn teste. Den smittede elev har ikke været syg eller haft nogen symptomer, oplyser myndighederne.
Tivoli og fritidsordning berørt
Den smittede elev er også bruger af fritidsordningen AKO Narsarmiutaq. Narsarmiutaq er derfor også lukket foreløbig i dag, og forældrene opfordres til at lade deres børn teste.
En af de smittede har været i Tivoli ved Godthåbshallen den 5. september ved 15-16-tiden.
De berørt familier vil få direkte besked, men alle der har mistanke om at de eller deres børn har haft kontakt til de smittede opfordres til at blive testet hurtigst muligt.
Der er i dag åbent i testcentret til kl. 14.