1190 skrev under på protest
Borgmester Asii Chemnitz Narup glæder sig over, at borgerne sætter børnene i fokus.

I går overrakte Peter Davidsen og Karen Ramsøe 1190 underskrifter til Asii Chemnitz Narup, kommende borgmester i Kommuneqafik Sermersooq. Underskrifterne er borgernes protest mod de høje priser for børnepasning, der træder i kraft med den ny kommune.
- Jeg er glad for, at borgerne benytter deres demokratiske ret og bidrager til en dialog om takstniveauet. Det er vigtigt at vi politikere har en dialog med borgerne. Meget tyder på, at kommunesammenlægningen har sat fokus på børns vilkår. Det giver håb for, at vi i fællesskab kan forbedre børns vilkår, siger Asii Chemnitz Narup.
- Vi erkender, at niveauet i Nuuk er højt. Det har det været i mange år. Så hvor har I været henne i alle disse år? spørger Asii Chemnitz Narup.
- Overgangsudvalget har ønsket en kulegravning af området, så vi kan få nogle gode og overskuelige takststrukturer til gavn for børnene og familierne. Det er jo dem, det handler om, tilføjer Asii Chemnitz Narup.
Anmodningen om kulegravningen er givet videre til forvaltningen.