Republikaner efter Trumps udtalelser om Grønland: Det her er forfærdende

Republikaner, der snart går på pension, udtaler kraftig kritik af Trumps udtalelser om at overtage Grønland.

- Danmark er én af vores bedste venner, siger republikaneren Don Bacon fra Nebraska, der ikke giver meget for Trumps udtalelser om at overtage Grønland. (Arkivfoto)
Offentliggjort

Donald Trumps udtalelser om, at USA bør overtage kontrollen med Grønland, har ført til, at nogle af præsidentens egne partifæller har taget afstand fra en amerikansk invasion.

Blandt de mest udtalte kritikere er Don Bacon, der er medlem af Repræsentanternes Hus i den amerikanske delstat Nebraska. Han går på pension efter denne valgperiode og har tidligere udtalt kraftig kritik af Trump.

I et interview med CNN siger han, at han håber, at medlemmer af Det Republikanske Parti vil protestere og give feedback til præsidenten.

- Det her er forfærdende. Grønland er en Nato-allieret. Vi har en base i Grønland. Vi kunne placere fire eller fem baser i Grønland. Det ville de ikke have noget imod.

- Danmark er én af vores bedste venner. De havde flere mennesker, der døde i Afghanistan og Irak, hvor de kæmpede for os, så de har bevist, at de er allieret (med os, red.). Den måde, vi behandler dem på, er nedværdigende. Det har ingen fordele, siger Don Bacon.

Blake Moore: Det er unødvendigt farligt

Trump har flere gange i både sin nuværende og tidligere præsidentperiode fremsat kommentarer, der handler om en potentiel amerikansk overtagelse af Grønland.

- Vi har brug for Grønland ud fra et nationalt sikkerhedsperspektiv, sagde Trump søndag om bord på præsidentflyet Air Force One.

Han tog emnet op igen, omtrent 24 timer efter at USA's militær var rykket ind i Venezuela og havde taget landets præsident, Nicolás Maduro, til fange. Efterfølgende sagde Trump, at "vi vil styre Venezuela".

Republikanere, der i vid udstrækning har bakket op om operationen i Venezuela, har sagt, at det er upassende at tale om at overtage Grønland, og at det er for farligt.

Blandt dem er Blake Moore, der er medlem af Repræsentanternes Hus i delstaten Utah.

- Sabelraslen om at annektere Grønland er unødvendigt farlig, sagde hun ifølge The Wall Street Journal.

Demokrater vil fremtvinge afstemning for at blokere angreb

Thom Tillis, der er senator i North Carolina, siger ifølge avisen, at man ikke kan annektere Grønland.

- Det ville kræve en invasion eller kapitulation fra kongeriget Danmarks side. Derfor vil det scenarie aldrig finde sted, lyder det.

Senatoren Rand Paul fra Kentucky siger til The Wall Street Journal, at han ikke ved "hvor meget der er pral" af Trumps ord. Men "en militær indtagelse af Grønland vil jeg naturligvis ikke støtte," siger han.

Senatets majoritetsleder, John Thune, siger ifølge avisen, at han ikke ser nogen form for angreb på Grønland som noget, der er blevet "seriøst overvejet".

Demokraterne har sagt, at Trumps ord bør tages alvorligt og planlægger at fremtvinge en afstemning om krigsbeføjelser, der skal blokere for et angreb i Grønland. De planlægger en lignende afstemning angående Venezuela og andre potentielle amerikanske mål.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS