110 passagerer strandet i Ilulissat
Air Greenland arbejder på at indsætte aftenfly fra Ilulissat, da alle overnatningsmuligheder er booket. Især tåge har drillet Air Greenland denne sommer.
Tågen har taget godt fat i Ilulissat, hvilket betyder at flere planlagte fly må aflyses. Det gælder også i dag, hvor flere passagerer netop har modtaget en sms om, at deres afrejse fra byen er aflyst.
Det bekræfter kommunikationsafdelingen i Air Greenland.
- Vi har siden sidste uge været ramt af tåge flere steder langs vestkysten. Det har været skyld i flere flyændringer og aflysninger. Lige nu har vi omkring 110 passagerer i Ilulissat, som vi arbejder på at få ombooket til nye rejseplaner, oplyser kommunikationsafdelingen i Air Greenland.
Ingen overnatning
Air Greenland arbejder lige nu på at indsætte flyruter fra Ilulissat her til aften. Byens overnatningsmuligheder er fuldt booket, hvilket betyder at flere strandede passagerer mangler et sted at overnatte, hvis de ikke kan rejse i dag.
- Vores personale i stationen arbejder på højtryk for at finde overnatningsmuligheder til de passagerer, som er i Ilulissat nu. De arbejder tæt med overnatningssteder i byen og koordinerer med dem. Derudover benytter de sig også af private udlejere, oplyser Air Greenland.
- Der arbejdes på at lave nye flyvninger, der hvor der er mulighed for det. Men med højsæsonen over os, er det udfordrende at finde fly. Det kan derfor betyde, at nogle flyafgange vil foregå senere på aftenen, lyder det.