Visit Greenland-film høster ny hæder
En film, som handler om Grønlands staycation kampagne, har fået sølv ved prisuddelingen Deauville Green Awards.
Visit Greenlands film “Future of travel in Greenland: flattening the curve of the coronavirus” har igen sikret international hæder.
Filmen handler om Grønlands staycation kampagne, og den har vundet sølv i den største udgave af festivalen Deauville Green Awards til dato, i kategorien “Beyond COVID”.
Det skriver Visit Greenland i en pressemeddelelse.
I maj slog Visit Greenland stærke konkurrenter som CNN og Tourism New Zealand, da staycation-filmen vandt den amerikanske The Webby People’s Voice Award.
Deuville Green Awards er en festival for informationsfilm og dokumentarfilm om bæredygtighed og socialt ansvar, og Visit Greenland har tidligere vundet guld ved festivalen tilbage i 2017.
Visit Greenlands direktør glæder sig den nye udmærkelse:
- Det er endnu en påmindelse om, at Visit Greenland leverer arbejde af den højeste kvalitet, og når det kommer til bæredygtig turisme har Grønland mulighed for at placere sig blandt verdens bedste, siger Hjörtur Smárason, direktør i Visit Greenland i pressemeddelelsen.