tema: musiker i Grønland
Small Time Giants optimister med musik-streaming
Der er som musiker ikke mange penge at tjene på streaming-tjenester som Spotify og Apple Music, fortæller forsangeren i postrock-bandet Small Time Giants
Forsanger i Small Time Giants, Miki Jensen, beskriver sig selv som 'lidt den konservative type', når det handler om, hvordan han lytter til musik.
Men det er alligevel hverken cd'er og lp'er, der oftest sættes på, men Spotify, som er den dominerende streamingtjeneste for musik.
- Her har jeg alle mine playlister til både fest og melankoli, siger Miki Jensen i et interview med Sermitsiaq.AG.
Bands skal være mere kreative
Men desværre er der ikke mange penge at tjene direkte fra Spotify eller andre af udbyderne, siger han.
- Den digitale tid med streaming, piratkopiering og digital salg betyder at kunstnerne skal være kreative for at få det til at løbe rundt. Pladesalget er ikke hvad det har været, i Danmark tjener musikerne i vækstlaget nærmest udelukkende penge på live-koncerter, salg af merchandise, sponsorater og aftaler med reklamefirmaer, forklarer sangeren, der har boet i Danmark i flere år.
Se video: Ny musikvideo fra Small Time Giants
Man skal være opfindsom som band, når man får ganske få kroner på bankkontoen, når dine musikalbums bliver aflyttet. Og den nye model er der kun et par grønlandske bands, der trives under.
Der har ikke været så effektiv en omstilling i Grønland endnu, vurderer Small Time Giants-forsangeren.
Lave indtægter for afspilning
- Ligesom den internationale placebranche har haft svært ved at omstille sig til streaming, så har den grønlandske musikverden også helt sikkert sine betænkeligheder. Hvorfor give sin musik ud stort set gratis - når du før kunne få dit publikum til at købe et helt album? Kunstneren får i dag 3,2 ører per afspilning hos Spotify og cirka 75-80 kroner per solgte fysiske CD i Grønland.
Læs også: Small Time Giants' frontfigur blev afvist i en klub i Danmark
Bands kan kun tjene få penge på streaming, når publikummet er lille. Og det rammer kunstnerne hårdt, når udgifterne til deres arbejde stadig kan være høje.
- Selv en grønlandsk albumindspilning kan godt koste et par hundrede tusinder kroner. Der skal et par millioner streams for at det kan give økonomisk mening, lyder det fra Miki Jensen.
Også glad for streaming
På trods af de få penge, der kan komme direkte fra for eksempel Spotify eller Apple Music til kunstnerne, så har streaming af musik givet positive effekter til orkesteret.
- Streamingtjenesterne har åbnet op for et nyt publikum. Hos os i Small Time Giants, så har vi fået rosende mails fra folk fra stort set hele hele verden, som har fået øjnene op for vores musik. De havde nok ikke hørt vores album, hvis den ikke havde været gratis tilgængelig på de store streamingtjenester.
Tager ja-hatten på
- De her mennesker ender med at købe den fysiske CD, en t-shirt eller en plakat, for at støtte op om musikken. Vi har valgt at se streaming som noget godt - og det er noget som vi selv bruger til at opdage ny musik, siger Miki Jensen.
Læs også: Apple Music bedst til grønlandsk musik
'Musiker i Grønland' er månedens tema på Sermitsiaq.AG. Fokus i september vil være musikernes liv og vilkår. Vi vil også fortælle historier om uopdagede musikere langs kysten. - Læs artiklerne her