Se billeder: Planer om grønlandsk strikkebog
Strikkeklubben i Det Grønlandske Hus i Aalborg leder efter grønlandsk inspirerede strikkeopskrifter.
Det er mildest talt hundesvært at omsætte en grønlandsk perlekrave til strik. Det er baggrunden for, at strikkeklubben i Det Grønlandske Hus i Aalborg nu efterlyser grønlandske strikkeopskifter.
- Vi har længe talt om, at vi gerne vil strikke grønlandsk inspirerede ting – og så fandt vi ud af, at der næsten ikke findes offentligt tilgængelige grønlandske strikkeopskrifter, fortæller Lisbeth Døssing fra Det Grønlandske Hus i Aalborg.
Strikkede babykamikker
- Vi har fundet en opskrift på strikkede babykamikker, men vi ved, at der også er strikkere i Grønland, som har forsøgt sig med mønstre inspireret af kvindedragtens perlekrave. Det er de opskrifter, som vi gerne vil have fat på.
Strikkeklubben har derfor lavet et opslag på husets Facebookside, hvor de efterlyser opskrifter på strikkede kamikker, nationaldragter eller sweatre med perlemønstrene strikke ind.
- Vi drømmer om at lave en samling af grønlandske strikkeopskrifter og måske endda en grønlandsk strikkebog, fortæller Lisbeth Døssing, der derfor også er gået i gang med at søge støtte fra fonde til projektet.
Kvinderne hygger og strikker
Strikkeklubben i Det Grønlandske Hus i Aalborg mødes hver tirsdag eftermiddag for at hygge og strikke sammen. Somme tider er de en lille håndfuld strikkere – og andre gange kan der være en 15-20 stykker.
Strikkeklubben består udelukkende af grønlandske kvinder, men mænd er absolut også velkomne, understreger Lisbeth Døssing.
Hvis man vil bidrage med en opskrift til projektet, kan Lisbeth Døssing kontaktes på e-mail ld@dgh-aalborg.dk.