Royal Run aflyses grundet coronaudfordringer
Planlægningen af årets Royal Run i Grønland er så udfordret af coronasituationen at arrangørerne har valgt at aflyse Nuuk-udgaven af løbet igen i år.
Arrangørerne bag motionsløbet Royal Run har set sig nødsaget til at aflyse løbet i september i Grønland.
Det oplyser Danmarks Idrætsforbund i en pressemeddelelse.
- Vi ærgrer os voldsomt og beklager dybt, at vi desværre må aflyse løbet i Grønland i år.
- Coronasituationen har spoleret en stor del af forberedelserne og giver fortsat udfordringer i forhold til Grønland, siger Morten Mølholm Hansen, der er direktør i idrætsforbundet og medlem af styregruppen for Royal Run.
Løbene gennemføres som planlagt de øvrige steder. Det gælder København/Frederiksberg, Aalborg, Odense, Sønderborg samt Bornholm.
Royal Run blev aflyst sidste år grundet coronasituationen. Men i år er løbet tilbage, og for første gange skulle der også være Royal Run i Grønland.
- Det fremskredne tidspunkt og de fortsatte coronaudfordringer taget i betragtning, tør vi ikke løbe an på, at vi kan gennemføre løbet i Nuuk på det ønskede niveau, siger Morten Mølholm Hansen.
For to år siden blev der afholdt et "sideløb" i Nuuk, hvor der blandt andet blev uddelt t-shirts med kronprinsen på.
Nu håber arrangørerne på, det bliver muligt at afholde en udgave i den nordligste del af Rigsfællesskabet til næste år.
- Jeg tør ikke garantere, at vi kan stable et løb på benene i Grønland til næste år, men jeg tør godt love, at alle, der er en del af Royal Run, vil lægge sig i selen for, at det kan lade sig gøre, siger Jens Otto Størup, medlem af Royal Runs styregruppe og direktør i DGI.
Grønland er sluppet nådigt gennem coronakrisen uden døde. Men i foråret steg smitten, og det førte til skærpede restriktioner for indrejse.
Status er ifølge mediet KNR, at der har været 51 smittede. Af dem er 50 raskmeldt.
Royal Run afholdes 12. september 2021. Det blev afholdt første gang i 2018 i anledning af kronprins Frederiks 50-års fødselsdag.