Portræt af Nivi Pedersen: Vi skal fortælle vores egen historie
Nivi Pedersen er, sammen med flere samarbejdspartnere, gået i gang med at realisere sin drøm om, at lave en dokumentarserie om Grønlands historie set med grønlandske øjne: - Den drøm fik mig i gang med at arbejde med film, siger hun
Nivi Pedersen blev hele Rigsfællesskabets darling, da hun optrådte i den danske tv-serie ’Borgen’ i foråret 2022. Det skriver avisen AG.
Men den 32-årige kvinde er meget mere end den rolle hun havde i tv-serien. Udover andre roller som skuespiller, har hun filmproduktionsselskabet ’Nivaara Films’ og har blandt andet instrueret kortfilm og dokumentarer samt været vært i en podcast.
- Min interesse for at lave film blev vakt, men ikke sagt højt, da jeg gik i gang med at læse Sprog, Litteratur og Medier ved Ilisimatusarfik i 2012. Vi talte meget om den viden vi fik, og diskuterede hvordan den viden kunne formidles bredt til en masse mennesker på en interessant måde, fortæller Nivi Pedersen, da vi møder hende på hendes kontor i Nuuk.
Hun blev filmet for første gang i den grønlandske gyserfilm ’Unnuap Taarnerpaaffiani’ – Når Natten er Mørkest i 2014. Hun blev efterfølgende kontaktet af filmfotografen Ulannaq Ingemann, som havde taget sin uddannelse på European Film College, EFC, i Danmark. En uddannelse hun staks undersøgte og begyndte at spare op til.
- En måned efter min mand og jeg blev gift i 2016 rejste først min mand ud med rejetrawler for at fiske. Jeg tog til Danmark for at læse på EFC. Vi kom ikke engang på ’honeymoon’. Først i år, siger Nivi med et grin.