Panelsamtale om dans: Unge, identitet og kreativitet i fokus
Det Grønlandske Hus i København inviterer til en snak om identitet, kreativ selvbestemmelse, traditioner og visioner.
Det Grønlandske Hus i København inviterer til en spændende panelsamtale, der tager udgangspunkt i den aktuelle udstilling Kids Front and Center – Greenland is a Land of Artists.
Samtalen, der finder sted fredag den 22. september kl. 17-18, vil udforske emner som unge og dans, identitet, kreativ selvbestemmelse, traditioner og visioner.
Paneldeltagerne inkluderer talentfulde dansere som Ann Crosset, Bendo Schmidt, Nina Sikkersoq, med Lars Lerche som ordstyrer. Sammen vil de dykke ned i emnerne, der berører Grønlands unge og deres forhold til dans, kreativitet og kultur.
Sætter unge i centrum
For et år siden satte Qiajuk Studios & Productions, i samarbejde med koreograferne og danserne Ann Crosset og Ruth Montgomery-Andersen, gang i et danseprojekt, der sætter Grønlands unge i centrum for formidlingen af deres egne fortællinger gennem dans.
Projektet har udfordret traditionelle dansebegreber og har fokuseret på at udvikle børn og teenageres forhold til kreativitet, medbestemmelse, kultur og identitet.
To unge dansere, 18-årige Qivioq Bähr Jensen og 18-årige Ivi Luna Olsen, har spillet en central rolle i projektet. De har ikke kun skabt og koreograferet danseforestillingen, der bærer titlen QAARUSUK (Hulen), men også instrueret og ledet prøver med et hold af unge dansere fra Quiajuk Studios - Alberte Brandt, Ella Faber, Maria Køhler, og Sarah Inaluk Poulsen.
Skal til Østkysten
QAARUSUK udspringer af den grønlandske fortælletradition og giver de unge danseres eget perspektiv på verdenen. Forestillingen blev præsenteret for skoleklasser i Nuuk i april, og i slutningen af september vil den blive vist for skolebørn i Kulusuk og Tasiilaq. Danserne er aktivt involveret i hele produktionsprocessen.
Fotografen Angu Motzfeldt har dokumenteret Kids Front Center – Greenland is a Land of Artists projektet med stemningsfulde sort/hvide fotografier, som kan opleves i udstillingslokalet på 1. sal. Derudover vil der være plancher med collager af hele holdets optagelser fra mobiltelefoner i Café Ajamut.