Nikolaj Coster-Waldau: For mig handler filmen om venskab
Netflixfilmen Against the Ice har verdenspremiere i Katuaq i Nuuk i aften den 23. februar kl. 19.00. Det har været vigtigt for Nikolaj Coster-Waldau at vise filmen første gang i det land, filmen handler om.
Netflixfilmen ”Against the Ice”, der får premiere på Netflix den 2. marts 2022 vises for første gang i Katuaq i Nuuk i aften den 23. februar kl. 19.00.
Hovedrolleindehaveren, som også har været med til at skrive manuskriptet til filmen, skuespiller Nikolaj Coster-Waldau mener selv, at det vigtigste budskab i filmen handler om samarbejde og venskab.
Filmen handler om opdagelsesrejsende i Grønland der skal bevise, at Grønland er en ø, og dermed gøre indsigelser til Amerikas påstand om, at Peary Land er en ø ved Grønland. Året var 1909.
Den danske opdagelsesrejsende, Ejnar Mikkelsen, skulle over indlandsisen og finde de optegnede beviser, som deltagere i Danmarksekspeditionen havde efterladt.
- Ejnar Mikkelsens udvikling i den historie er, at han skal lære styrken ved samarbejde og venskab. Han er en ener og han går enegang. Men han lærer på den hårde måde, at virkelig kvalitet i livet, det handler om at være sammen med andre mennesker og hvad det er, man kan give til andre, fortæller Nikolaj Coster-Waldau til Sermitsiaq.AG.
Små historier i filmen
I filmen om de to opdagelsesrejsende, Ejnar Mikkelsen og Iver Iversen, kører der flere små historier undervejs.
En af Nikolaj Coster-Waldaus favoritter er en samtale mellem de to opdagelsesrejsende, hvor diskussionen går på, hvornår man er villig til at spise et andet menneske.
Filmen har været længe undervejs, hvor der har været optagelser i både Grønland og Island. For Coster-Waldau har lokationen for optagelser været vigtige, så seeroplevelsen bliver så autentisk som muligt.
Against the Ice har fået et stort skub ved indgåelse af samarbejde med streamingtjenesten Netflix.
Nikolaj Coster-Waldau har altid beundret opdagelsesrejsende. Og da han faldt over historien om Ejnar Mikkelsen og Iver Iversen begyndte ideen om filmen at spire.
- De to mænd var så forskellige. Mekanikeren Iversen havde ikke rigtig noget at lave der, men var alligevel frivillig til noget der ligner en selvmordsmission. Og det var noget, der var meget interessant, for der plejer at være sådanne alfahanner der skulle ud og opdage verden og bevise noget, men han havde ikke de her ambitioner, men havde andre kvaliteter som at være positiv, og ikke at give op, fortæller Nikolaj Coster-Waldau.
Vigtigt at vise filmen i Grønland
For Nikolaj Coster-Waldau har det været vigtigt at vise filmen første gang i Grønland. Filmen foregår i Grønland, og skuespilleren mener, det er vigtigt at vise de samarbejdspartnerne den respekt at vise filmen her.
- Vi vil gerne vise den respekt til Grønland, og de grønlandske filmskabere, der var med. Grønlandsk film er helt ung, og har brug for så meget støtte. Der er pissedygtige folk heroppe, og så er det selvfølgelig et stykke Grønlandshistorie, siger han.
- Jeg håber, at publikum vil synes, at filmen er medrivende og underholdende, slutter han.
Against the Ice er skrevet af Nikolaj Coster-Waldau og Joe Derrick og er instrueret af Peter Flinth. Iver Iversen spilles af den engelske skuespiller Joe Cole. Filmen er baseret på den sande historie fortalt i bogen Two Against the Ice af Ejnar Mikkelsen.