Netflix støtter grønlandsk fantasyserie

Den grønlandske serie, ”Sila”, som grønlandske Alberte Parnuuna er med til at lave, er udvalgt som talenthold af Netflix’ Serieskole og får nu mulighed for at udvikle et pilotafsnit.

Offentliggjort

Torsdag den 24. juni offentliggjorde Fonden Filmtalent og Netflix de tre talenthold, der får mulighed for at udvikle en pilotafsnit af deres serie.

Et af dem har afsæt af grønlandske myter og sagn, godt krydret med den moderne grønlandske kultur. Og det er projektet ”Sila”, hvor Tanne Sommer, Alberte Parnuuna, Amine Kromann Karacan og Katrine Dolmer arbejder med.

- Det er fantastisk, at vi har fået støtte til projektet. Jeg har altså ikke kunnet få armene ned siden jeg hørte nyheden, fortæller Alberte Parnuuna fra Nuuk.

Hun studerer en kandidat i Visuel Kultur ved Københavns Universitet, og er med til at udvikle serien ”Sila” som konceptuerende instruktør.

”Sila” er blandt de tre udvalgte talenthold, der er udvalgt til at få støtte til at producere et pilotafsnit af serien. De tre talenthold vil hver modtage 100.000 kroner til at dække produktionsudgifter samt få adgang til professionelt udstyr og vejledning fra filmværkstederne til udvikling af pilotafsnittet.

Mulig vej til Netflix

Med støtten kan holdet starte deres projekt op, også er der lidt større sandsynlighed for, at serien kommer på streamingtjenesten Netflix.

- Det er selvfølgelig en fantastisk mulighed. Og vi er allerede i gang med at have dialog med produktionsselskaber, der kunne have interessere i vores projekt, så vi kan få mulighed for at producere hele serien, fortæller Alberte Parnuuna.

- Det har været fantastisk at opleve alle de modige og dygtige talenter, der har været en del af Serieskolen. Danmark har virkelig en imponerende talentmasse, og vi er utroligt stolte over, at vi, sammen med Fonden Filmtalent og filmværkstederne i København, Aarhus og Odense, har været med til at give disse unge talenter en mulighed for at dygtiggøre sig inden for den serielle genre, og vi håber at se meget mere til denne nye generation af danske talenter, udtaler Chris Mack, creative talent investment & development hos Netflix.

Forsvunden mor

Fantasyserien ”Sila” handler om en grønlandsk/dansk pige, der kommer hjem fra Danmark efter et efterskoleophold. Hun finder ud af, at moren er forsvundet og begynder at lede efter hende. Serien er godt krydret med sagn og myter fra Grønland, men fortæller også om den moderne grønlandske kultur.

- Det er vigtigt for mig at fortælle en mere nuanceret historie om, hvad en grønlænder, og hvad grønlandsk kultur også kan være, fortæller Alberte Parnuuna.

Holdet planlægger at starte optagelserne til næste sommer og skal nu i gang med at søge midler til produktion af hele serien.

Talentholdene har været en del af det landsdækkende talentudviklingsprogram, Serieskolen, i Danmark. Fonden Filmtalent, herunder Filmværkstedet / København, Aarhus Filmværksted og Odense Filmværksted lancerede Serieskolen tilbage i februar i et nyt partnerskab med Netflix.

- Man skal ikke underkende, hvor svært og anderledes det er at fortælle i serieformatet i forhold til kort- og spillefilm. Serieskolen har vist, at vi har en meget stor talentmasse i Danmark, der ønsker at prøve kræfter med serier. Det er af enorm værdi for branchen og danske producenter. Man kan godt tro på, at Danmark bliver i den europæiske tv-serie superliga – også i fremtiden, udtaler direktør for Filmværksteder/København, Prami Larsen i en pressemeddelelse.

Powered by Labrador CMS