Når viden bliver frihed: Blev turistguide
for at lære Grønland at kende

Hun er i øjeblikket. Grounded. For en gangs skyld overtænker hun ikke - en sjælden luksus. Hun er der bare. Kravler rundt, laver mærkelige lyde, er lidt dyr, lidt menneske.

Hendes ansigt er malet sort og rødt. Det sorte symboliserer den åndelige verden. Det røde blod, kærlighed og temperament. Josepha danser maskedans. Det er råt. Det er dyrisk. Grænseoverskridende. Nogle bliver skræmt af hende, andre griner - ofte begge dele.

I dansen mærker hun en frihed. En tilladelse til blot at være og give slip på alt det, der ellers holdes inde. Kroppen tager over, hovedet holder endelig kæft.

Samtidig rummer oplevelsen noget større. En glæde over at være med til at genoplive en tradition, der er blevet forbudt under koloniseringen og som strækker sig mere end 4.000 år tilbage.

Mød Josepha Kuitse Kunak Thomsen - mor, formidler, akademiker, turistguide og maskedanser.

Hun bærer vores kultur, natur og historie i sit ansigt og i sine fortællinger - formidlet med varme, humor og et arktisk blik. Gennem ord, billeder og nærvær inviterer hun os tættere på Grønland, både som arktisk guide og som stemme på de sociale medier.

Hun er opvokset i Nuuk, men lever i dag i Danmark sammen med sine to børn. Herfra skaber hun indhold om et land, hun savner, men aldrig har forladt i hjertet. Midt i alt står det vigtigste: at være mor for Sialuk og Anori.

Nuummioq fra Narsaq

Josepha Kuitse Kunak Thomsen bliver født i 1987 i Maniitsoq. Da hun var tre år, flytter familien til Narsaq, hvor hun har sine første minder fra.

- De er fantastiske, der var meget udendørs leg. Rigtig meget i elven, bag forsamlingshuset, hvor vi fangede de små fisk. Duften af sand og varm skraldespand, det er Narsaq, husker Josepha Kuitse Kunak Thomsen.

Narsaq bød på en rolig barndom med meget frihed.

- Alle de her små minder af natur, hvor man har brugt rigtig meget tid ude, fordi man fik bare lov til at løbe rundt og så skulle man bare hjem, når det var nogenlunde mørkt. Så var byen heller ikke større, så var man på eventyr og kom tilbage, fortæller hun.

Josephas forældre er Roland og Dora Thomsen.

- Min mor har ændret sit navn i dag til Karine, men folk kender hende som Dora, siger Josepha Kuitse. Hendes far var dansk og moren er østgrønlandsk.

- Min far arbejdede ved Inuili og mange forskellige steder senere hen, så folk kender dem ret godt. Min mor arbejdede forskellige steder, kommunen i Narsaq, og i Nuuk arbejdede hun dels i Synoptik og Egmontgården, fortæller hun.

Josepha har to storesøstre fra sin fars side, som er færøske.

- Jeg har i alt fire storesøstre, en storebror og en lillebror. Jeg er næstyngst, siger hun.

Det betød, at hun havde mere frihed, sammenlignet med sine andre søskende.

- Jeg kan huske min søster skulle være hjemme klokken ni, men jeg har aldrig haft et bestemt tidspunkt, jeg skulle være hjemme på, jeg var heller ikke så rebelsk. Jeg læste meget bøger, og jeg kunne godt lide tage til ungdomsklubben Qilanngaq, men var også meget stille og rolig. Men jeg har altid været den irriterende lillesøster, fortæller Josepha Kuitse Kunak Thomsen.

I 1994, da hun var syv år, flyttede familien til Nuuk, hvor Josepha boede indtil 2008.

Folkeskolen var både i Ukaliusaq og Nuussuaq-skolen

- Jeg var klassens hyperkanin, siger hun.

Hendes klassekammerater spurgte hende, hvordan hun har så meget energi. Senere i sit voksenliv fandt hun ud at, at det var ADHD.

- Jeg kan huske, at jeg prøvede at være mystisk, men det kunne jeg ikke finde ud af, jeg kunne ikke sidde stille. Alle skulle vide, hvad jeg tænkte på alle tidspunkter. Og det har altid været sådan. Jeg har haft veninder, der er blevet såret fordi jeg ikke kan holde ting tilbage, fortæller hun.

En skuespillerdrøm

Folkeskolen var okay. I fritiden læste hun mange bøger, men ellers brugte hun meget tid udenfor på Radiofjeldet i Nuuk.

- Jeg havde en veninde, der boede tæt på og vi legede meget Pocahontas. Vi løb rundt i bare fødder og var naturmennesker og legede ved søerne, husker Josepha Kuitse Kunak Thomsen.

Når hun blev stor, ville hun være skuespiller. Det gjorde noget ved hende, når hun fik mennesker til at føle noget.

- Jeg syntes, det var spændende at få folk til at grine, græde, mærke noget. Når de følte noget, gjorde jeg det også. Det gav et dopaminskud, en glæde - og når man græder, får man nogle gange også løst noget undervejs, siger hun.

There she was. En stille pige, men også en sød én. En medmenneskelig pige, med plads til alle. Den del har hun fra sin mor - hende der altid bagte fødselsdagskager, holdt store kaffemikker og lavede thaimad til hende og alle hendes venner.

- Der var altid sidste øjebliksbørn, der spiste med, siger hun.

Hun boede i et hjem med meget støtte. Hendes far var typen, der skaffede det, man havde brug for. Ville man male, fandt han maling. Ville man læse, fandt han bøger.

Som alle andre teenagepiger var der dog også gang i hormonerne.

- Jeg havde en meget ked-af-det-følelse dengang. Og så sad man og hørte rockbandet ”Evanescence”. Ej, jeg har den mest gyselige musikvideo, hvor jeg ikke kendte teksten og prøvede at synge med. Mange år efter fandt jeg videoen, hajjaa, griner hun.

Ville væk fra Grønland

Efter folkeskolen rejste Josepha til Danmark for at gå på gymnasiet. Hun ville væk fra Grønland, men fandt hurtigt ud af, at hun alligevel ikke kunne være væk herfra. Derfor tog hun 3.g i Nuuk.

- Jeg har været vant til, at jeg kunne være mig selv, og at der var plads til den, man er. Den samme forståelse oplevede jeg ikke rigtigt i Danmark, siger hun.

Efter gymnasiet rejste Josepha til San Francisco og blev au pair.

- På den anden side af Golden Gate-broen, var der Californien. For mig var Californien bare ‘Orange County’ - ungdomsserien, drømmestedet, husker hun.

Tilbage i Danmark - med minder om sol, teenageproblemer og en kuffert fuld af oplevelser.

- Jeg begyndte på Roskilde Universitet. Jeg lyttede til dem, der sagde, at man ikke var noget værd, hvis man ikke tog en universitetsuddannelse, og at jeg aldrig ville kunne tjene penge på at være skuespiller. Jeg havde lavt selvværd nok til at tro på det, fortæller Josepha Kuitse Kunak Thomsen. 

Men hun kunne ikke koncentrere sig i klassen.

- Jeg havde sådan en drøm om, at hvis jeg får en kandidat, så er jeg klog, og så kommer jeg til at føle mig klog, fordi jeg altid har følt mig dum. Og så fik jeg en kandidat, men følte jeg mig stadig dum. Hajja. Så fandt jeg selvfølgelig ud af, at det ikke er en stykke papir, der gør mig klog, fortæller hun.

Josepha har en kandidatgrad i oplevelseskommunikation og psykologi fra Roskilde Universitet.

På jagt efter Grønland

Josepha Kuitse Kunak Thomsen kan ikke snakke grønlandsk i dag. Hun fortæller, at da familien flyttede fra Narsaq til Nuuk som barn, blev hun mobbet.

- Rigtig meget, på grund af min sydgrønlandske dialekt. Derfor stoppede jeg helt med at tale grønlandsk, fordi det gjorde ondt. Og så blev jeg også mobbet, fordi jeg kun talte dansk, siger hun.

Josepha har altid lidt haft følelsen af, at hun skulle kæmpe for at vide nok om Grønland.

- Men hvor lærer man det henne? Jeg fandt ud af, at hvis jeg blev turistguide, ville jeg blive tvunget til at lære det, fortæller Josepha Kuitse Kunak Thomsen.

Hun begyndte at arbejdede som turistguide i Ilulissat i 2014. Her oplevede hun en frihed midt i Diskobugten, kendt for sine mange hvaler, sæler og overdådige isfjord.

- Den totale frihed… den følelse, man havde som barn. Man giver slip, og man er bare så lille og ligegyldig. Det lyder måske åndsvagt, men det der med, at man som individ alene bare er ligegyldig, det er en fantastisk følelse, siger hun.

Efter seks år på universitetet, midt i sin kandidat opgave, droppede Josepha ud og flyttede til Island og fik job hos ”Icelandic Mountain Guides” i Reykjavik, hvor hun bliver rejseagent. Der solgte hun ture fra Island til Grønland.

- Det var meget spændende. Jeg blev bidt af det. Jeg var meget passioneret og havde på det tidspunkt haft min instagram i fem år, hvor jeg fortæller meget om Grønland, siger hun.

Efter et år i Island flyttede hun til Bornholm og genoptog studiet, og endte også med at skrive kandidat om hvordan man kommunikerer bæredygtigt om Grønland.

Josepha har arbejdet bredt inden for turisme. Hun har blandt andet været underviser på Campus Kujalleq, arbejdet med Destination South Greenland og skabt indhold til sociale medier for at promovere Sydgrønland. Hun har også været turistguide i Ilulissat og hele Sydgrønland, fungeret som general manager på Hotel Aurora i Nuuk og har arbejdet for foreningen Nukiga, der arbejdede på at fortælle positive historier om Grønland i Danmark.

- Jeg var også i en kort periode sidste år i Nomad Greenland. Men jeg gik ned med stress og jeg var midt i en skilsmisse. Jeg var meget alene med børnene, og jeg arbejdede rigtig meget. Jeg gik ned til sidst. Jeg endte med at sige op, fortæller Josepha Kuitse.

Kærlighedsnoveller erstattes med selvbiografier

I dag bor Josepha i Danmark sammen med sine to børn og lærer sit nye liv at kende. Alle følelser er velkomne - ajunngilaq, sådan er livet.

- Det der med at prøve at finde sig selv igen efter man har fået børn… Man bliver nødt til at lære at give slip på alt, hvad man selv har lyst til. Alle ens interesser bliver tilsidesat. Jeg arbejder på at lære bare at sidde og læse en bog, strikke lidt, hygge. Det kræver øvelse, fortæller Josepha Kuitse Kunak Thomsen.

Hun læser stadig bøger. Kærlighedsnovellerne er dog erstattet med selvbiografier og bøger om Grønland.

- For nylig prøvede jeg at læse kærlighedsnoveller, men jeg er blevet så pessimistisk omkring kærlighed, at jeg slet ikke kunne relatere til dem. I stedet fandt jeg en bog af Peter Freuchen, “Min grønlandske ungdom”. Den er mega sjov, han skriver virkelig underholdende, siger hun.

Josepha lærer stadig om sit Grønland - om hvordan det engang har været, og hvor hårdt livet faktisk har været. Én dag ad gangen, med smil og tårer... og et par fnis undervejs, altid med Grønland i hjertet.