Nadjas liv er overhovedet ikke perfekt

I marts måned trådte Nadja Irena Olesen ud af Jehovas Vidner.

Hun kunne ikke leve op til de principper og love, som hun og alle andre skulle leve op til for at blive.

Principper som at man ikke må drikke sig fuld til fester eller have sex med andre uden for ægteskabet.

Selvom det ikke var fordi Nadja Irena Olesen drak eller festede synderligt meget, så indså hun, at hendes liv ikke passede ind i det trossamfund, som hun voksede op i. Derfor valgte hun selv at gå.

- Men jeg vil altid tro. Jeg vil aldrig blive buddhist eller noget andet. Troen på Gud ligger hos mig, fortæller hun og tager en tår vand.

Nadja Irena Olesen sidder ved spisebordet i den toværelses kollegiebolig i Nuuk, hvor hun bor med sine to børn, Nicolai på 13 og Zoi på 9.

Det er formiddag og hun har pause fra sit arbejde som malerlærling. Hun har hvid maling på arbejdsbukserne.

I buksekanten sidder en personsøger, som giver lyd fra sig, hvis der er brand eller sker en ulykke ude i fjeldet. For udover at være alenemor og i lærer som maler, er 32-årige Nadja Irena Olesen også brandmand samt fjeld- og kystredder på deltid.

En barnedrøm, som gik i opfyldelse, da hun blev udlært brandmand for tre år siden.

- Jeg elsker det. Jeg elsker, at man får lov til at være den første til at komme ind i en brandene bygning for eksempel, og den første til at redde folk, siger hun og ser over på sin datter.

Hun ligger i sofaen få meter fra bordet, hvor hendes mor sidder. Zoi har ferie fra skolen, og har sovet længe i dag. Hun rejser sig og kommer tilbage med en skål coco pops mellem hænderne.

Kærlighed, kaos og traumer

Nadja Irena Olesens forældre mødte hinanden i Maniitsoq, da hendes far fik arbejde som maler i den malervirksomhed, hvor moderen var ansat.

Hendes far er dansk, og egentlig havde hendes mor ikke meget til overs for danskere dengang. Faderen var to meter høj, stor og muskuløs. Nadja Irena Olesens mor blev forelsket.

5. juli i 1994 blev Nadja Irena Olesen født som den sidste i en søskendeflok på tre, og tre år senere flyttede familien til Qaqortoq, da der i byen manglede medlemmer af Jehovas Vidner.

Det er dér, Nadja Irena Olesen har brugt det meste af sin barndom.

Når hun bliver bedt om at tænke tilbage på barndomshjemmet, fortæller hun, at der var fyldt af kærlighed og kaos. Det er dog ikke meget, som hun husker fra sin barndom og opvækst.

For selvom hun husker sig selv som et barn, der var glad, var opvæksten også præget af store følelser, et til tider hidsigt temperament i hjemmet – og af traumatiske hændelser, som ramte familien og udfordrede hendes forældre.

En af de voldsomste begivenheder, der ramte familien, var, da hendes forældre fik ansvaret for nogle børn, som var blevet misbrugt. Det fyldte meget for familien.

- Mine forældre gjorde det rigtig godt med dem. Men jeg blev også en slags lille mor for dem, siger hun.

Nadja Irena Olesen så meget op til sin far som barn. Som seksårig begyndte hun at arbejde lidt hist og her i sin fars malervirksomhed – snart var hun i stand til at spartle og male. Det var sjovere end at gå i skole.

- Jeg lærte ikke noget i folkeskolen, konstaterer hun tørt.

Nadja Irena Olesen er ordblind, hun var dårlig til matematik og blev, som mange andre på den skole, mobbet. Til skolehjemsamtalerne var der altid et eller andet, som var forkert og som skulle bemærkes af lærerne, husker hun.

De eneste fag, hun synes var fede, var dem, hvor hun fik lov til at bruge hænderne – såsom sløjd. Derfor var der heller ingen tvivl, da hun som 16-årig lige efter folkeskolen flyttede til Nuuk for at starte på Jern- og Metalskolens mekanikeruddannelse.

Livet og troen

Da Nadja Irena Olesen meldte sig ud af Jehovas Vidner i foråret, var det ikke første gang, hun havde brudt med religionen.

Det skete første gang året efter hun flyttede til Nuuk for at uddanne sig.

To år forinden var hun blevet døbt og havde dermed sagt ja til at følge de principper, som følger med, hvis man gerne vil være en del af Jehovas Vidner.

Når hun ser tilbage på det i dag, er hun i tvivl om, hvorvidt hun blev døbt, fordi hun selv ønskede det, eller fordi hun gerne ville leve op til sine forældres forventninger.

- Vi havde lige fået de to børn, der var blevet misbrugt, ind i familien, så jeg tror lidt det var mit forsøg på at skabe lidt glæde, siger Nadja Irena Olesen.

I den første periode, hvor hun var ude af Jehovas Vidner, fødte hun sine to børn. I 2013 blev hendes søn født, og i 2017 fik hun sin datter med en anden mand.

Året efter datterens fødsel, og efter syv år stort set uden kontakt til sine forældre og ældre søskende, blev hun igen medlem af Jehovas Vidner. Men allerede året efter meldte hun sig ud på ny.

Det liv hun levede i Nuuk, var et liv som et ungt menneske, hvor én fyraftensøl godt kan udvikle sig til en spontan bytur. Det var et liv, hvor hun skulle navigere mellem studie, arbejde og rollen som mor.

Et liv, der ikke altid var lige nemt.

Særlig hårdt var det, da Nadja Irena Olesen fem måneder efter sin søns fødsel brød med faderen og hun og Nicolai efterfølgende blev smidt ud af den lejlighed, som de sammen boede i.

- Jeg havde ingenting. Vi flyttede rundt tusinde gange efterfølgende, fortæller hun.

Det tog også tid at blive færdig med uddannelsen som mekaniker, og praktiktiden var hård. Nadja Irena Olesen var ofte den eneste kvindelige mekaniker på værkstederne, og miljøet i branchen var præget af sexisme og en særlig hård tone.

Ofte føltes livet og det kaos, hun befandt sig i, uoverskueligt, og det har også ledt til, at hun at par gange har forsøgt at gøre en ende på det.

- Jeg var i et sort hul, men jeg kom op igen. For det kan man godt, siger hun.

Kulturen på bilværkstederne fik hun hurtigt nok af, og to år efter hun havde fået sit svendebrev som automekaniker, stoppede hun i branchen. I stedet tog hun en uddannelse som brandmand og besluttede sig for at vende tilbage til familiefaget, hun var vokset op med: malerfaget.

- Første dag jeg arbejdede som maler, var det som om, jeg var hjemme. Det føltes bare rigtigt, siger hun.

Friheden til at leve et uperfekt liv

Det er snart fem måneder siden, at Nadja Irena Olesen sagde farvel til Jehovas Vidner. Hun har svært ved at forestille sig, at hun nogensinde vender tilbage, selvom hun ikke ved, hvad fremtiden bringer.

En del af hende savner det – men det er et kompliceret savn.

- Jeg savner især min søster. Når vi er sammen, griner vi og fjoller, siger hun.

Er der en del af dig, som er vred over, at din og din families tro afholder dig fra at se din familie?

- Når jeg er ensom, kan jeg godt blive frustreret og vred. Men når man ved, hvorfor lovene er, som de er, respekterer man det også, svarer hun og tilføjer:

- Og jeg har jo selv valgt Jehova til, da jeg blev døbt, hvorefter jeg også selv valgte ham fra.

I bytte for at træde ud og for savnet til sin familie, har hun fået friheden til det liv, hun lever nu. En tilværelse med sine to børn, og et liv hvor hun kan give den gas på arbejde og have det sjovt med sine venner uden at skulle tænke over, om hun begår fejl, der strider mod den trosretning, hun er vokset op med.

Et ”uperfekt” liv, som hun selv beskriver det.

- Jeg laver mange fejl. Også som mor. Jeg er overhovedet ikke perfekt. Det tror jeg aldrig, der er nogens liv, der er, siger hun.

- Hvis mit liv var perfekt, havde jeg jo en mand, villa, volvo og vovse, siger hun og smiler.

Nadja Irena Olesens formiddagspause er ved at være ovre, og hun skal tilbage til malerspandene. Hun rejser sig fra sin stol.

Til december næste år kan hun officielt kalde sig udlært maler.

- Jeg skal lige have nogle års erfaring, men jeg vil gerne være selvstændig, siger hun.

På vejen ud mod entréen passerer hun en væg med babybilleder og tegninger. Iblandt dem hænger der en hvid og en sort lap papir med det samme citat.

Trust the process, står der.