Mere end mad: Jagten binder Inuit sammen

Der er noget særligt ved at kunne sætte sin egen fangst på bordet. Ikke bare fordi maden mætter, men fordi den fortæller noget om, hvem man er, hvor man kommer fra, og hvordan man lever.

Den følelse går igen på tværs af Inuit Nunaat - fra Alaska og Canada til Grønland og Tjukotka. Det blev tydeligt under ICC's generalforsamling i Iqaluit i juli, hvor repræsentanter fra de fire områder blandt andet diskuterede jagt og fødevaresikkerhed.

- Vi betragter det som en grundlæggende ret at kunne jage og skaffe vores egen mad, siger Sara Olsvig, nyligt afgået forkvinde for ICC.

For Inuit handler retten til at jage ikke kun om muligheden for at tage ud på fjeldet eller havet. Den handler også om at kunne leve af den natur, man er en del af.

Men retten til at jage forudsætter samtidig, at der er dyr og fisk at jage.

Ifølge Sara Olsvig har Inuit på tværs af Inuit Nunaat et stærkt ønske om at sikre, at jagten foregår bæredygtigt, så der også er dyr at jage i fremtiden.

- Det gælder blandt andet i Canada, hvor Inuit i høj grad arbejder for at sikre en bæredygtig forvaltning af fiskeriet og jagten.

Nogle steder er udfordringen allerede blevet tydelig.

I Alaska er laksebestandene i Kuskokwim-floden gået kraftigt tilbage. Det har haft store konsekvenser for lokalsamfund, der er afhængige af laksen som føde.

- Klimaforandringer og forskellige former for fiskeri, for eksempel kommercielt fiskeri, er blandt de faktorer, der undersøges, men forskerne arbejder fortsat på at forstå hele årsagen til tilbagegangen, siger Sara Olsvig.

Forvaltningen af dyr og fisk bliver derfor et spørgsmål om balance. Der skal være adgang til fangsten, men samtidig skal bestandene beskyttes, så jagten ikke forsvinder på længere sigt.

Når naturen forandrer sig

Det er ikke kun de enkelte bestande, der bekymrer. På tværs af Inuit Nunaat er klimaforandringernes påvirkning af biodiversiteten og økosystemerne ifølge Sara Olsvig en af de fælles bekymringer.

- Hvis klimaforandringerne fortsætter på den måde, hvordan kommer det så til at se ud i fremtiden? Den biodiversitet, vi er afhængige af, bliver forandret. Hvad kommer det til at betyde for os? spørger Sara Olsvig.

Et af hovedtemaerne under generalforsamlingen var fremskrivninger, der peger på, at det centrale Ishav kan være stort set isfrit i sommermånederne inden 2040.

For Inuit handler det ikke kun om selve isen, men også om de dyr, der er afhængige af den.

- Hvad betyder det for dyrene og økosystemerne? Det er nogle af de spørgsmål, Inuit stiller sig, fortæller Sara Olsvig.

Allerede i dag har mindre havis konsekvenser for fangere og fiskere. Når isen forandrer sig, ændrer det også de forhold, som jagten foregår under. Netop derfor bekæmper ICC både klimaforandringerne og den forurening der ender i fangstdyrene gennem jordens systemer, herunder plastic, kviksølv, og andre miljøgifte gennem internationale processer, som ICC deltager i.

Når naturen forandrer sig, bliver spørgsmålet om, hvordan man bedst forstår og forvalter den, endnu vigtigere.

Viden fra generationer

Her spiller Inuits egen viden en central rolle.

Under generalforsamlingen blev der diskuteret, hvorvidt den viden, som Inuit har opbygget gennem generationer, bliver lyttet til, når der træffes beslutninger om jagt og fiskeri.

For selv om udfordringerne på tværs af Inuit Nunaat ligner hinanden, er de politiske systemer meget forskellige.

- Vi i Grønland blev endnu en gang mindet om, hvor stor myndighed vi faktisk har sammenlignet med dem, når det kommer til fangst og fiskeri, siger Sara Olsvig.

I Grønland har Inatsisartut og Naalakkersuisut myndighed over en stor del af forvaltningen af fangst og fiskeri.

- Sådan er det ikke på samme måde i Canada, Alaska og Tjukotka. Måske er der demokratiske systemer i nogle af regionerne, men når det kommer til fiskeri og fangst, er der ikke fuld selvbestemmelse, siger Sara Olsvig.

For Sara Olsvig er det vigtigt, at Inuits viden bliver inddraget, når der træffes beslutninger om de dyr og den natur, som lokalsamfundene lever af.

Mere end mad

Det handler også om, hvad der sker, når fangsten ender på middagsbordet.

En anden fællesnævner på tværs af Inuit Nunaat er ifølge Sara Olsvig behovet for at have adgang til den traditionelle mad. Det handler ikke kun om kultur og identitet, men også om sundhed.

- Vi har brug for adgang til vores mad. Vi har brug for vores mad, fordi vi ved, hvor sund den er for os. ICC har en sundhedskomité, og gennem deres arbejde har vi fået større viden om, hvor vigtig den traditionelle mad er for vores sundhed, siger hun.

Ifølge Sara Olsvig kan konsekvenserne mærkes, hvis den traditionelle kost bliver erstattet af andre fødevarer.

- Hvis vores mad bliver erstattet, bliver der flere, der får diabetes og andre sygdomme. Sådan er det også i de andre arktiske lande, siger hun.

Jagten bliver dermed både et spørgsmål om fødevaresikkerhed, sundhed og kultur.

Og netop derfor er det ikke kun et spørgsmål om, hvor mange dyr der er i naturen. Det handler også om, hvorvidt Inuit har mulighed for fortsat at leve af dem.

At finde balancen

Fra Alaska til Canada, Grønland og Tjukotka er landskaberne forskellige, og reglerne er ikke de samme. Men ønsket om at kunne skaffe sin egen mad, stoltheden over jagten og de kulturelle værdier går igen.

Udfordringen er at finde balancen mellem at beskytte de dyr og økosystemer, som Inuit lever af, og samtidig sikre den frihed og de rettigheder, som jagten er forbundet med.

Kvoter og bæredygtig forvaltning kan være nødvendige for at beskytte bestandene. Men samtidig skal den viden, som Inuit har opbygget gennem generationer, respekteres og inddrages i beslutningerne.

- Hvordan finder vi den balance? Det er måske noget af det vigtigste, vi skal arbejde med, siger Sara Olsvig.

For spørgsmålet er i sidste ende ikke kun, hvordan man kan jage i dag.

Det er, hvordan man sikrer, at kommende generationer også kan tage ud, bringe deres egen fangst hjem og sætte den på bordet.