Maskerne binder dem sammen
Sømandshjemmet i Nuuk byder hver tirsdag på kaffe og kage. Det sker i maritimstuen, hvor der er samling til strikkecafé. Alle, der kan strikke – eller gerne vil strikke, er velkomne tirsdag efter tirsdag.
En strikker baglæns. Det vil sige, hun trævler op. For det er jo også en måde at bruge garnet på. Hun er i gang med blusen »Ankers trøje« med rundt bærestykke. En såkaldt »top-down-model«, hvor man strikker trøjen oppe fra og ned.
Det skriver avisen AG.
- Det passede ikke helt med ærmeudtaget, så jeg strikker baglæns for at rette det til.
Det er Anne-Louise Brandt, der sammen med to andre veninder, Louise Kristiansen og Loretta Nielsen, har flyttet deres strikkeklub ud fra egne matrikler til strikkecaféen på Sømandshjemmet i Nuuk.
De har hver uge mødtes hos hinanden i deres egen strikkeklub gennem fem år. De er tidligere arbejdskolleger på RAL og har fundet sammen privat gennem passionen med at strikke. Det er anden gang, de deltager på Sømandshjemmet, fordi, som de siger:
- Det er da hyggeligt at mødes med andre strikkere. Og så er vi fri for selv at bage kage!
Læs mere i avisen AG, som du kan få adgang til her: