'Magisk' grønlandsk mudder er centrum for ny dokumentarfilm

Dokumentarfilmen 'Magisk Mudder' handler om Minik Rosings arbejde med gletsjermel.

Jakob Gottschau har lavet filmen, blandt andet fordi han blev betaget af Minik Rosings tanke om, at gletsjermelets kan bruges til at forbedre næringsfattige jorde.
Offentliggjort

Gennem otte år har filminstruktør Jakob Gottschau fulgt den berømte geolog Minik Rosings forskning i gletschermel - mudderet, der skylles ud fra undersiden af den grønlandske indlandsis i enorme mængder.

Det er blevet til dokumentarfilmen 'Magisk Mudder', der får premiere torsdag på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX i København.

Jakob Gottschau har lavet filmen, fordi han blev betaget af Minik Rosings tanke om, at gletsjermelets kan bruges til at forbedre næringsfattige jorde og derved øge fødevareproduktionen i udviklingslande, hvilket igen vil kunne mindske ulighed og begrænse afbrændingen af regnskovene.

Følger op- og nedture

- Filmen fortæller historien om en forsker, der ikke bare søger at forklare verdens problemer. Han forsøger at løse dem, skriver Jakob Gottschau om filmen, der følger projektets op- og nedture:

- Minik Rosing og forskergruppen satser hårdt på et samarbejde med en brasiliansk forskningsstation. Og hele gruppen tager til Brasilien for at sætte samarbejdet på skinner. Men bureaukrati og kommunikationsproblemer får samarbejdet til at bryde sammen.

- Gruppen har heller ikke heldet med sig, da et forsøgsmark på Fyn med kål bliver angrebet af millioner af biller. Men flere andre markforsøg går langt bedre. De danske forsøg kulminerer på Carlsbergs forsøgsmarker, hvor byggeriets forsøgsleder, da han ser resultatet, udbryder, “det er helt vildt, det er helt vildt”.

Traileren til filmen kan ses her.

Powered by Labrador CMS