Koncert

Lady Gaga udskyder København-koncert på grund af sygdom

København får ikke besøg af Lady Gaga 21. oktober, som det ellers var planlagt, oplyser arrangør.

Offentliggjort

Den internationale popstjerne Lady Gaga aflyser sin turné rundt i Europa og dermed også sin planlagte visit i København 21. oktober.

I en pressemeddelelse oplyser koncertarrangøren Live Nation, at kunstneren er blevet syg.

- Lady Gaga lider af svære fysiske smerter, der har påvirket hendes evne til at optræde. Hun er og forbliver under behandling af medicinske eksperter, der har anbefalet, at hun udskyder sin turné, skriver Live Nation.

Lady Gaga skal bruge de næste syv uger på at komme sig over sin sygdom. Kunstneren har tidligere løftet sløret for, at hun lider af den kroniske sygdom fibromyalgi.

Ifølge koncertarrangøren skal de fans, der har købt billet til koncerten i Royal Arena, beholde deres billet. Der kommer information om en ny dato på et senere tidspunkt.

Powered by Labrador CMS