Kujalleq vrager Alibak Hard

Kommune Kujalleq er gået på jagt efter en ny leder for verdensarvsområdet i Sydgrønland. Manden, som har opbygget og ledet området frem til nu, Alibak Hard er fortid og indsatsen omkring Verdensarvsområdet skal styrkes.

Offentliggjort

Kujataa blev optaget på verdensarvslisten i juli 2017. Områdets primære attraktioner er landbrug i to forskellige tider. Alibak Hard fik ansvaret for området i 2018, hvor hans opgave var at beskytte de værdier, der ligger bag optagelsen på den prestigefyldte Unesco-liste, men det skal han ikke mere, mener kommunen.

Kommune Kujalleq forklarer til Sermitsiaq.AG, at det handler om, at området skal styrkes markant og blive en del af erhvervs og turismeudviklingen i Innovation South Greenland (ISG).

- Planlægningen af området skal styrkes ved at området organisatorisk flyttes ind under ISG, således at der sker optimalt samarbejde og synergi mellem turisme- og erhvervsudviklingen samt verdensarvsområderne, siger kommunaldirektøren, Tine Pars til Sermitsiaq.AG.

Hvorfor det ikke er Alibak Hard, der skal stå i spidsen for de nye planer, vil Tine Pars ikke komme ind på, da det er en personalesag.

Den tidligere leder for verdensarvsområdet fortæller, at han ikke selv har opsagt sin stilling.

- Selvfølgelig fratrådte jeg ikke stillingen frivilligt. Jeg var glad for arbejdet, men om kommunen ved nok om verdensarvsområdet vil jeg gerne sætte spørgsmålstegn ved. Forvaltningsplan er ikke blevet opdateret siden 2020, forklarer Alibak Hard til Sermitsiaq.AG.

Forvaltningsplanen ikke opdateret siden 2020

Forvaltningsplan for verdensarvsområdet blev planlagt i 2015, hvor daværende Naalakkersuisoq for kultur, Nivi Olsen og den tidligere borgmester i Kommune Kujalleq, Jørgen Wæver Johansen stod i spidsen.

I forvaltningsplanen lagde de rammer for, hvordan verdensarvsområdet skal varetages på en bærdygtig måde og i overensstemmelse med UNESCO’s verdensarvskonvention. Forvaltningsplanen kørte fra 2016 og sluttede i 2020. Siden er den ikke blevet opdateret.

Kommunaldirektøren understreger, at området er en del af en større plan.

- Unesco-områderne er en del af kommunens turismestrategi. Der laves stærk markedsføring omkring arktisk landbrug, igennem hele tidsperioden fra vikingetiden op til fåreholderlivet i dag. Dette sker både ved deltagelse på turist- og salgsmesser samt via online kanaler, siger kommunaldirektøren.

Kommune Kujalleq har slået stillingen op, hvor ansættelses skal ske per første april 2022.

Powered by Labrador CMS