Kujalleq dropper bleer i det nye år
Forældre til blebørn i Kommune Kujalleq skal selv sørge for bleer til deres børn, når de afleverer børnene i vuggestuen om morgenen fra 1. januar 2023.
Kommune Kujalleqs daginstitutioner dropper bleer fra det nye år. Dermed beder kommunen forældre om selv at komme med bleer til deres børn, når de afleverer til vuggestuen.
Begrundelsen for, at daginstitutioner fremover ikke skal sørge for bleer, er, at kommunen ønsker at beholde det lave takst i daginstitutioner, skriver kommunen på sin hjemmeside.
- Takstpriserne, som har været faldende i de senere år, er nu på det laveste, således ligger den højeste takstpris nu på 1000 kroner ud fra indkomsten. Den laveste takst er sat til 100 kr. pr. måned. Kommune Kujalleq har valgt at fastholde prisen og dermed have billigste takst, forklarer forvaltningschef for dagtilbud, uddannelse, arbejdsmarked og kultur, Jesper Ryttov i en pressemeddelelse.
Serviceniveau holdes fortsat
Selvom taksterne for daginstitutioner har været lave, har kommunen holdt på serviceniveauet, forklarer fagchefen.
For at undgå højere takster, er det nu tid til, at forældrene byder ind med bleer til deres egne børn, hvilket giver en årlig besparelse på 250.000 kr.
- Vi ser mere og mere, at flere forældre kræver bestemte bleer til deres børn og dermed i forvejen selv tager bleer med, slutter forvaltningschef Jesper Ryttov.
Qeqqata Kommunia har gjort samme tiltag 1. januar 2020. Kommunen har netop forhøjet takstpriser med 10 procent, hvilket betyder at den højeste takst bliver 1.100 kroner i Qeqqata Kommunia.