Julehilsen til Grønland

Næste lørdag vil DGI-Huset i Vejle igen danne rammen om Inuits Julehilsen til Grønland

Det er 34. gang der sendes julehilsen fra Inuit i Danmark. Billedet er fra en tidligere julehilsen i Vejle.
Offentliggjort

Lørdag den 3. december danser grønlændere i Danmark om juletræet i Vejle. For 34. gang vil DGI huset i Vejle være rammen om fællesforeningen Inuits store arrangement.

Kl. 14 vil KNR-TV være klar til at optage den traditionsrige og stemningsfulde hilsen hjem til familier og venner i Grønland fra grønlændere i Danmark. En TV-optagelse, der vil blive sendt juleaften i KNR.

Inuit, fællesforeningen af grønlandske foreninger i Danmark, organiserer og arrangerer dette store samvær. Enhver med tilknytning til Grønland og alle andre, er velkomne til at deltage i og overvære dette helt specielle samvær. Ud over fælles hilsener hjem til Grønland er der juletræsdans, godteposer til børnene, fællesspisning og efterfølgende dansemik, i år med Suernerit og Lars Abelsen som musikanter.

Der kræves ingen reservation eller bestilling, man komnmer bare, som i Grønland. Takuss' ilaa!

Julehilsen fra Inuit i Vejle, må ikke blandes sammen med Danmarks Radios lige så traditionsrige julehilsen.

Powered by Labrador CMS