Ivaaq skaber nye retter af egne fangster

Tyrkisk grillspyd med rensdyrkød. En burger lavet af fuglevildt. Og filippinsk-inspirerede retter med rider.

Fritidsfanger Ivaaq Kriegel elsker at eksperimentere med sine egne fangster og kombinere dem med internationale madtraditioner.

Siden han var barn har han fulgt sin far, William Kriegel, på jagt. Far og søn, side om side, i den samme jolle. De har altid delt tiden på havet - også i dag, hvor de fortsat sejler ud i deres båd og søger efter fangst sammen.

- Alt viden, jeg har om fangst, kommer fra min far, fortæller Ivaaq Kriegel.

Det har altid været normalt for ham at se en sæl, der bliver flænset, en fisk, der bliver flækket og et rensdyr, der bliver flået.

- Sådan blev jeg opdraget. Jeg kan huske, da jeg var barn, at jeg elskede at fiske med en fiskestang. Jeg samlede på fiskekroge og havde en stor samling af dem, fortæller han.

Dengang handlede det ikke så meget om maden, men nysgerrigheden af dyret. Det handlede om fangsten, adrenalinen og spændingen.

- Da jeg voksede op, elskede jeg at fiske og skyde et bytte. Men i dag går jeg på jagt, mest på grund af maden. Jeg kan selvfølgelig stadig godt lide jagten, men motivationen ligger i maden, fortæller Ivaaq Kriegel, der til daglig er direktør i kulturhuset Katuaq i Nuuk.

Når han bliver spurgt, hvad hans yndlingsmad er, er hans svar enkelt: Noget man selv har fanget og tilberedt.

- Man ved hvor dyret er fanget, man ved, at den har levet i kæmpe frihed i naturen, og så har man selv tilberedt dyret. Det er det bedste, fortæller han.

Dette tidspunkt er fuglevildtsæson.

- Fugle på havet, som lomvier og edderfugle er nogle, som jeg plejer at jage på dette tidspunkt, også sæler, siger han.

Oplevelse for livet med aanaa

Selvom Ivaaq Kriegel elsker at eksperimentere med grønlandsk mad, tænker han også meget over, hvilke typer mad, der langsomt bliver glemt.

Mange traditionelle retter risikerer at gå i glemmebogen, især i takt med globalisering og ændringer i madvaner. Ivaaq Kriegel ser altså ikke kun på mad som noget kreativt, men også som en del af kulturarven.

- Hvordan kan man bevare dem? Er der nogle typer af mad, der ikke er ’normale’ at spise længere og hvad kan man gøre ved det?, spørger Ivaaq Kriegel.

Han har selv haft en oplevelse sammen med sin bedstemor, som han aldrig har glemt.

Det er 1990-ernes Nuuk og Ivaaq går sammen med sin aanaa (bedstemor, red.) til brættet i Nuuks midtby. Aanaa køber rensdyrlever, som er blevet halvfordøjet i rensdyrmavens indhold. Med posen i hånden går de op på en fjeldknold og sætter sig ned. Aanaa begynder at spise af leveren, og Ivaaq kan se, hvor meget hun nyder den.

“Vil du smage?” spørger hun. 

Lille Ivaaq, nysgerrig som altid, siger ja. Men leveren falder ikke i hans smag, den smager bittert og underligt. Så sidder han der på fjeldknolden med en ubehagelig smag i munden, mens aanaa stornyder hver bid.

Denne lille oplevelse har Ivaaq Kriegel aldrig glemt. Som voksen har han ofte tænkt på leveren og spekuleret: Smagte den virkelig så dårligt? Han besluttede sig for at prøve den igen. Nu forstår han, hvorfor aanaa elskede den, den har en intens og kraftfuld smag, som kræver mod at værdsætte.

Se video herunder af Ivaaqs forsøg på rensdyrlever halvfordøjet i mavens indhold.

Vigtigt at bevare de gamle madvaner

- Det er meget vigtigt, at prøve at bevare de gamle madvaner, mener Ivaaq Kriegel.

Han bruger fangstkvoterne som eksempel.

- I det hele taget har jeg ikke noget imod fangstkvoter, overhovedet, understreger han.

Men Ivaaq Kriegel mener, at det er vigtigt også at tænke over, hvor meget påvirker kvoterne vores gamle madvaner?

- Der mangler fokus på det. Jeg siger ikke, at vi skal droppe kvoterne. Tværtimod. Jeg vil bare gerne have at folk overvejer, i hvilken grad kvoterne påvirker vores mad, siger han.

Lad os tage riden som eksempel.

- For eksempel har min aanaa altid sagt, at riden smager bedst om foråret. Det er sådan noget, vi risikerer at miste, hvis vi ikke passer på de gamle vaner. Det er de små detaljer, der gør maden til noget særligt. Min pointe er, at der mangler fokus på de gamle madvaner, siger han.

Ivaaq Kriegel prøver selv at gøre noget ved det. Både af lyst og af nødvendighed deler han små videoklip og billeder af fangsten. Han har lagt mærke til, hvor lidt viden der findes om vores mad og kultur, især uden for Grønland.

- Da jeg begyndte at poste billeder af for eksempel en flænset sæl, fik jeg deciderede dødstrusler i mine beskeder, fortæller han.

- Men det gjorde mig kun endnu mere motiveret til at vise vores madkultur. Og så er det jo også noget, jeg selv synes er sjovt at dele, siger han.

Videre til børnene

En vigtig del af madkulturen er også at inddrage børnene. Ivaaq Kriegel er far til to børn på ni og elleve år, og for ham er det afgørende, at de vokser op med forståelsen af, hvor maden kommer fra.

- Det er meget vigtigt at lære børnene om fangst, da det er en stor del af vores kultur. Hvis vores forfædre ikke havde været fangere, ville vi ikke stå her i dag, siger Ivaaq Kriegel.

For ham er det vigtigt at lære børnene at det hele starter med døden.

- Mine børn skal lære at, hvis de spiser kød, så starter det med døden. Fangst er en vigtig del af, hvordan vi opdrager vores børn, fortæller han.'

Se video herunder af Ivaaqs datters første fangst.

Når børnene har nedlagt deres første dyr, giver det en kæmpe glæde hos Ivaaq.

- Det er nærmest en højtid for os. Det giver en stor glæde og stolthed, både hos barnet og de voksne, siger han.

Hans datter og søn nedlagde deres første snehare og rype her til foråret.

- Jeg har gemt dyrene, da jeg tænker på at tilberede dem sammen med ven, der er kok, og lave noget fin mad ud af dem engang i fremtiden, fortæller Ivaaq Kriegel.