Instruktør jubler: 'Håbets Ø' nomineret til en Bodil
Som den første grønlandske film har 'Håbets Ø' mulighed for at vinde den fornemme statuette
I dag har Danske Filmkritikere offentliggjort listen over de nominerede til Bodil-prisen. Og i kategorien Bedste Dokumentarfilm er 'Håbets Ø' den ene af de fem nominerede.
- Jeg var lidt overrasket, det er jo fantastisk, siger Sturla Pilskog, der sammen med Sidse T. Larsen har instrueret filmen.
- Det er en stor anerkendelse til alle, der har været involveret.
Filmen beskriver den stadig mere kvælende stilstand i Maniitsoq mens man forgæves venter på Alcoa. Den er fortalt igennem tre hovedpersoner: aluminiumskonsulenten Peter, misbrugskonsulenten Gideon og den unge Kirsten, der arbejder på en fiskefabrik. Sturla Pilskog mener, at de har stor andel i, at filmen nu får denne anerkendelse.
Nominering gælder alle involverede
Filmen er en norsk, dansk, grønlandsk co-produktion, og som sådan er den den første grønlandske film, der er blevet nomineret til en Bodil.
- Det gør det jo endnu mere fantastisk. Lige fra vi startede på planlægningen af filmen var det vores mål at involvere så mange grønlandske filmarbejder. Denne nominering gælder også for dem.
- Jeg fornemme at både de medvirkende og alle andre involverede er stolte over den anerkendelse som filmen får, og det har stor betydning for mig.
Inspiration
Og så har instruktøren et håb om, at endnu flere vil få lyst til at se filmen på grund af den øgede opmærksomhed.
Sturla Pilskog tror også det kan hjælpe den spirende grønlandske filmbranche.
- Der er ved at komme stadig flere dygtige filmarbejdere i Grønland og jeg håber, at nomineringen også kan være en inspiration for dem.
- Hvis nomineringen kan betyde, at Maniitsoq som by får lidt mere opmærksomhed, så vil jeg blive rigtig glad.
Hvorvidt filmen og Maniitsoq vil få den endnu større opmærksomhed, som selve prisen vil give, det vil Sturla Pilskog, Sidse T. Larsen og de øvrige involverede finde ud af 29. februar.
Håbets Ø er produceret af Blåst Film i samarbejde med Ánorâk Film og Bullit Film.