Hvilken sang skal være nationalsang?

Når nationalsangen skal synges, så er det nogle gange sangen “Nunarput utoqqarsuangoravit” (Vort ældgamle land, red.) skrevet af Henrik Lund, der bliver sunget. 

Andre gange er det “Nuna asiilasooq” (Et vældigt klippeland, red.) af Jonathan Petersen.

Og det er noget rod, mener formand for partiet Atassut, Aqqalu Jerimiassen, der blandt andet har lagt mærke til, at “Nuna asiilasooq” blev spillet ved en håndboldkamp, selv om Grønlands Idrætsforbund ellers normalt bruger “Nunarput utoqqarsuangoravit”.

Han har derfor bragt spørgsmålet om Grønlands nationalsang op til diskussion i Inatsisartut.

- I en tid som nu, hvor USA prøver at tage vores land, er det vigtigt at være samlet omkring vores nationale symboler - og have en fælles nationalsang, siger han.

De to sange har konkurreret om titlen som nationalsang siden engang i 1970’erne - i årene frem mod Hjemmestyrets indførsel i 1979. Men debatten om nationalsangen går endnu længere tilbage og involverer en ivrig sprogforsker, en glemt melodi og to nordiske nationalsange.

Du gamle, du fria og et yndigt land

De to nationalsange er begge digtet i 1910, mens de to digtere opholdt sig i Danmark. Henrik Lund var på overvintring efter at have været udsendt som kateket (hjælpepræst/lærer) til Østgrønland. Jonathan Petersen studerede til organist på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København. Lund færdiggjorde dog først sit digt i 1912, men første vers til sangen er ifølge kulturforsker Karen Langgård fundet i en notesbog fra 1910.

Foruden årstallet har de to sange det til fælles, at de er skrevet med andre nationalsange som forlæg. Lunds “Nunarput utoqqarsuanngoravit” er skrevet til melodien af den svenske nationalmelodi “Du gamla, du fria, du fjällhöga nord”, mens Petersens “Nuna asiilasooq” er skrevet til “Der er et yndigt land”, hvilket blandt andet kan fornemmes på gentagelsen af tredje linje.

Jonathan Petersen komponerede senere melodier til begge sange: “Nuna asiilasooq” i 1920, “Nunarput utoqqarsuanngoravit” i 1933.

Digteren og komponisten

Henrik Lund og Jonathan Petersen er to vigtige navne i kulturhistorien. Begge er uddannet fra seminariet i Nuuk. Lund blev senere præsteviet og sad i Sydgrønlands Landsråd i 1923-32. Petersen blev uddannet organist og virkede som organist i Nuuk, samtidig med at han var ansat som lærer på seminariet.

Sammen satte de sig for at skrive de første fædrelandssange. Jonathan Petersen har i avisen Avangnâmioĸ fortalt, hvordan seminariets forstander havde sagt til ham, at grønlændere åbenbart ikke havde fædrelandskærlighed, siden de ikke havde fædrelandssange. Sammen med Lund igangsatte han en omfattende produktion af fædrelandssange som modsvar. I dag vil det ikke være helt ved siden af at kalde Henrik Lund for Grønlands nationaldigter og Jonathan Petersen for nationalkomponist, selv om det aldrig er noget, der er sket officielt.

Debat om fremtiden

Da Henrik Lund skrev “Nunarput utoqqarsuanngoravit”, havde han ikke tænkt sig, at den skulle blive Grønlands nationalsang. Ifølge et læserbrev i Atuagagdliutit fra 1949 skrevet af landsrådsmedlem Frederik Lynge, har Henrik Lund forklaret, at det virkelig ikke var hans intention, at den skulle være nationalsang, men at andre havde brugt den således. Derimod var sangen skrevet som et indlæg i samfundsdebatten, hvor man i avisspalterne ivrigt diskuterede Grønlands fremtid i perioden 1919-1920.

I versene kalder Henrik Lund grønlænderne for børn af landet - i modsætning til børn af Danmark, som de ofte blev kaldt på den tid. Han opfordrede sine landsmænd til at følge med i, hvad der sker uden for Grønland, og til at droppe al tilbageholdenhed og at tro på sig selv.

“Kalaallit, siumut makigitsi!” (Grønlændere, rejs jer og gå fremad!, red.), skriver han.

Om Jonathan Petersen havde en drøm om, at “Nuna asiilasooq” skulle være nationalsang, er sværere at afgøre. Valget af melodien peger i den retning. Det samme gør titlen, der kunne lyde som en omskrivning af “Der er et yndigt land” til “(Der er) et vældigt land”, og også hist og pist i teksten skinner inspirationen fra den danske nationalsang igennem, for eksempel i linjen “Kalaallimmi pigaat soraajuerlutik” (“fra nu og indtil evig tid er det grønlændernes land”, red.), der kunne minde om “Og gamle Danmark skal bestå”.

Sagen i Haag

Ingen af nationalsangene er nogensinde udpeget fra officiel side. Når “Nunarput utoqqarsuanngoravit” i første omgang blev nationalsang, var det først og fremmest på grund af sprog- og kulturforskeren William Thalbitzer, som var professor i eskimologi på Københavns Universitet (i dag: Grønlandske og Arktiske Studier, red.).

Thalbitzer var meget optaget af Henrik Lunds sang, som han oversatte til dansk i flere forskellige versioner, og allerede i 1917 i en artikel i tidsskriftet Ymer udpegede han den til at være “grønlændernes nationalsang til melodi af den svenske”. Ideen slog dog først for alvor igennem, efter at Politiken i 1933 bragte en artikel om nationalsangen skrevet af Thalbitzer med hans oversættelse af Lunds vers. Anledningen var, at der to dage forinden var faldet dom i sagen i Haag.

Gennem to år havde Norge og Danmark kæmpet et nervepirrende retsopgør om retten over den del af Østgrønland, som nordmændene havde annekteret og døbt Eirik Raudes Land. Da dommen faldt den 5. april, og Danmark blev tilkendt fuld overhøjhed over Grønland, optog det stort set alt spalteplads i aviserne.

I artiklen beskriver Thalbitzer, hvordan nationalsangen klingede over såvel Øst- som Vestgrønland for at markere glæden ved dommens udfald. Det kan han i parentes bemærket slet ikke have overværet, da han ikke var i Grønland i 1933. Ikke desto mindre tog de danske aviser betegnelsen til sig, og i årene herefter finder man flere eksempler på, at “Nunarput utoqqarsuanngoravit” i Danmark betegnedes som den grønlandske nationalsang.

Den blev også opført flere gange, blandt andet ved kong Christian X’s 25-års regeringsjubilæum i 1937, hvor den også blev trykt i et sanghæfte sammen med Færøernes og Islands nationalmelodi.

Ringe og ynkværdig

I Grønland var man lidt forbeholden. I Atuagagdliutit skrev redaktør Kristoffer Lynge i 1933: “Nunarput utoqqarsuanngoravit bliver anset som den grønlandske nationalsang, og især bliver den tolket sådan ved sin offentliggørelse i oversættelse i Danmark.”

Ikke alle var lige begejstrede for, at netop denne sang var blevet udråbt til Grønlands nationalsang. I Avangnâmioĸ i 1936 skriver to ansatte hos landsfogeden i Nordgrønland, Peter Dalager og Peter Nielsen - der begge senere blev valgt til Landsrådet, at sangens indhold er alt for ringe til at være nationalsang, og at det er “ynkværdigt”, at sangen er skrevet med den svenske nationalsang som forlæg.

Den glemte melodi

I Danmark læste komponist Kristen Steensen, der var musiklærer på Jonstrup Statsseminarium, en avisartikel om nationalsangen, og han syntes, det var synd, at den ikke havde sin egen melodi. Derfor komponerede han en ny melodi til sangen, som blev trykt i Atuagagdliutit i 1933. Lund selv takkede i artiklen for melodien og anbefalede, at den blev brugt fremover, men melodien slog aldrig an. Det gjorde til gengæld Jonathan Petersens, som også blev skrevet i 1933. I en artikel i Atuagagdliutit nogle år senere forklarede Petersen, at han syntes, melodien skulle være komponeret af en grønlænder.

Efter den lidt vaklende start, begyndte “Nunarput utoqqarsuanngoravit” at vinde indpas i Grønland - og især under Anden Verdenskrig blev den taget i brug.

Kritikken af nationalsangen forstummede imidlertid aldrig. En nationalsang skal hylde landet, ikke skose befolkningen, anførte landsrådsmedlem Frederik Lynge i et læserbrev i Avangnâmioĸ i 1949. Metaforen “landets børn” er ugrønlandsk, lød det i 1954 fra forfatteren og kunstneren Hans Lynge i Tidsskriftet Grønland.

“Som mellemste børn”

Når Lunds tekst igen og igen er blevet kritiseret, hænger det sammen med de spor af kulturstadie-tankegang, som er at spore i versene. Ideen om, at forskellige kulturer står på forskellige udviklingstrin. “Akullequtaasutut merlertutut ilinni perortugut tamaani”, skriver Lund. Direkte oversat betyder det: “Vi, som voksede op hos dig som mellemste børn”. I Thalbitzers oversættelse blev det til: “Som umodne børn er vi grot af din jord”. Præsten Mads Lidegaard forsøgte i sin 1985-oversættelse (den, der findes i Højskolesangbogen, red.) at glatte det lidt ud ved at ændre ordet umodne til halvvoksne, men den er stadig ikke helt god. “Inersimalersut ingerlanerat tungaalitsiterusuleqaarput” skriver Lund. (“Vi er begyndt at stræbe efter de modnedes fremskridt”, red.).

Lund forsøgte at indgyde sine landsmænd større tro på sig selv. Ifølge kulturforsker Karen Langgård var sangens sidste vers højst sandsynligt skrevet som en replik til W. Dreyers bog, Naturfolkenes liv, som Knud Rasmussen havde oversat til grønlandsk og udgivet under titlen, Silarsuarmiulersaarutit, i 1912.

Lund var enig med Rasmussen så langt som, at grønlænderne skulle udvikle sig. Men han placerede ikke Danmark som den ansvarlige for denne udvikling - derimod grønlænderne selv.

Kalaallit Nunaat - Kalaallit pigaat

Den anden nationalsang, “Nuna asiilasooq”, slog først igennem som en højt elsket fædrelandssang omkring samtidig med “Nunarput utaqqarsunanngoravit” begyndte at blive brugt som nationalsang. Men i årene frem mod indførelsen af Hjemmestyret i 1979 begyndte “Nuna asiilasooq” også at blive brugt som nationalsang. Sangens sidste linjer, “Kalaallimmi pigaat soraajuerlutik!”, der understreger grønlændernes ret til landet, blev citeret igen og igen, blandt andet på forsiden af en partiavis for Siumut.

Dog var det Atassut i et forsøg på at sætte præg på den nye nationalsymbolik, der stillede det første politiske forslag om at gøre sangen til nationalsang. På trods af en avisafstemning, nedsættelsen af et nationalsangsudvalg og en komponistkonkurrence kom det aldrig til afklaring.

På den første fejring af Grønlands nyindførte nationaldag i 1985, hvor det nytegnede flag Erfalasorput blev hejst første gang, blev “Nunarput utaqqarsunanngoravit” sunget som nationalsang lige efter flaghejsningen, og “Nuna asiilasooq” som fællessang, og ved officielle lejligheder har der lige siden været en tendens til at “Nunarput utoqqarsuanngoravit” blev foretrukket.

Men det var “Nuna asiilasooq”, som Aviaja Lumholt sang foran USA’s ambassade under demonstrationen den 17. januar i år, hvor slagordet “Kalaallit Nunaat - Kalaallit pigaat!” (Grønland tilhører grønlænderne, red.) efterfølgende blev råbt som et ekko af sangens sidste linjer.

Folkeafstemning om nationalsangen

Spørgsmålet om Grønlands nationalsang er blevet behandlet i Inatsisartut i alt syv gange, før det i 2017 blev fastslået, at “en afgørelse om nationalsangen skal udspringe af befolkningens brug og skik af sangene.”

Men den ikke-afgørelse holder ikke længere, mener Atassuts formand, Aqqalu Jerimiassen. Selv om han er vokset op med en oplevelse af “Nunarput utaaqqarsuanngoravit” som den rigtige nationalsang, kan han bedre lide både teksten og melodien til “Nuna asiilasooq”.

- Den handler om vores land og vores folk, så jeg synes den er smukkere. Men i virkeligheden ville jeg nok helst have en helt tredje sang, siger han og foreslår, at der udskrives endnu en komponistkonkurrence, hvor musikere og digtere kunne komme med forslag til en ny nationalsang eller en ny tekst til en af de eksisterende.

Han foreslår, at teksten til en ny nationalsang kunne afspejle de sprog, der primært tales: kalaallisut (vestgrønlandsk, red.), inuktun (nordgrønlandsk, red.), iivi oraasia (østgrønlandsk. red.) samt dansk.

Naalakkersuisut er ikke afvisende over for Aqqalu Jerimiassens forslag. Naalakkersuisoq for kultur, Nivi Olsen lufter i sit svarnotat ideen om en folkeafstemning, hvor befolkningen kan vælge mellem de to eksisterende nationalsange eller en helt tredje.

- En sådan proces ville sikre demokratisk legitimitet og give befolkningen en aktiv rolle i en beslutning, der har stor symbolsk betydning for landets identitet og for nation building, står der i svarnotatet.