Haveselskab hos dronningen
Foreningen Grønlandske Børn var med da dronningen arrangerede haveselskab for Det Frivillige Danmark

Generalsekretær Tina Frausing fra Foreningen Grønlandske Børn og tre repræsentanter for foreningens frivillige var i denne uge inviteret med til regentparrets haveselskab på Fredensborg Slot.
Det var det første selskab af sin slags, der efter engelsk forbillede blev holdt for at anerkende ”Det frivillige Danmark.”
Invitationen til 800 repræsentanter for diverse organisationer til Fredensborg Slot var en markering af det store arbejde alle frivillige i Danmark yder, skriver Foreningen Grønlandske Børn i en pressemeddelelse.
De tre repræsentanter for Foreningen Grønlandske Børn var: Kathrine Naaja Rasmussen, 26, København, Ulrikke Toftelund, 57, Aalborg og Kaj Henriksen, 65, København.
Det var en stor dag for de tre frivillige. Kathrine Naaja Rasmussen, der har været frivillig i Foreningen Grønlandske Børn i fire år, sprang en eksamen på sit medicinstudium over for at kunne deltage i regentparrets haveselskab:
- Det er èn gang i livet, jeg kan komme til selskab hos dronningen. Jeg kan altid tage en anden eksamen, sagde Kathrine Naaja Rasmussen.
Ulrikke og Kaj var også beærede over den fine invitation:
- Det er så rørende. Det kan næsten ikke beskrives med ord. Jeg er stolt. Så ved jeg, at jeg har gjort noget godt, selv om børnenes smil også er en stor tak, sagde Ulrikke Toftelund, der har været frivillig i knapt 5 år.
Kaj Henriksen, der i 5 år har været frivillig i Foreningen Grønlandske Børn henholdsvis på sekretariatet i København og i Århus:
- Det føles lidt uvirkeligt. Man synes jo ikke selv, man har lavet det helt store, men det er en god fornemmelse, at andre synes det, og at man skal repræsentere foreningen, sagde han.
Generalsekretær Tina Frausing havde også en særlig grund til at være glad for invitationen:
- Det giver os en ekstra lejlighed til at anerkende og sige tak til vore frivillige, sagde hun.
Se fotos af de deltagerne på foreningens Facebook-side.
Se billedserie på DR’s hjemmeside, hvor Kathrine Naaja og Tina Frausing ses i samtale med Dronningen.
Processen med at udvælge tre frivillige blandt Foreningen Grønlandske Børns mere end 50 engagerede frivillige har været, at generalsekretæren har bedt alle 10 områdeledere/-medarbejdere om at blive enige om hvilke tre personer, der skulle deltage. Kriterierne var, at det skulle være en så blandet en gruppe som muligt. Kathrine, Ulrikke og Kaj repræsenterer hele landet samt en blandet køns- og alderssammensætning.
- Vi ville gerne have haft en frivillig med fra Grønland, men vi har denne gang vurderet, at rejseomkostningen ville være for stor, siger Tina Frausing.