Frederik Elsner samler Grønland i nyt musikprojekt

Udenfor raser Nuuk i blæst og regn, men her under Atlantic Musics butik er vejrets vrede forstummet. 

I det lydisolerede kælderrum er der stille, her findes kun lyden af det, der bliver skabt.

Frederik Elsner bevæger sig gennem kælderen og forbi to CD lagere; et fysisk lager fra en svunden tid, der stadig optager plads under musikbutikken. 

Lugten er ikke til at tage fejl af. Grundlugten er præget af den hårde polycarbonat-plast, som selve skiverne er støbt af. Det har en tør, næsten "sprød" lugt, der minder lidt om en ny bil, uden læderet.

Elsner tager plads i produktionsstolen direkte under loftlyset, centreret i det lille rum. Blikket er naglet til skærmen, hvor musikprogrammet Logic lyser op med bølgeformede spor af lyd. Han trykker på ’afspil’, og de rå, ubehandlede optagelser fylder rummet. Ingen mix, ingen mastering, bare den rene nerve.

Elsner griber utålmodigt telefonen og ringer til dagens vokalist, Nivi Pedersen. Hun skal lægge stemme til en kort sektion af Inneruulats klassiker, Aasarissumi. Det er ikke bare endnu en indspilning; det er Frederik Elsners forsøg på at samle Grønland gennem én og samme sang.

- Formålet med projektet er at samle et større samarbejde mellem kunstnere for at vise fællesskab og inspiration. Vi skal i landet kunne vise, at musikere godt kan samarbejde om et populært projekt og vise unge, at alt er muligt, hvis man tror på det, udtrykker Frederik Elsner.

Rollen som far og lydarkitekt

Døren til studiet går op, og Frederik Elsners søn træder ind. Han bærer på en utålmodighed, der hverken lader sig dæmpe af de lydisolerede vægge eller jagten på teknisk perfektion. Han dukker op bag studieruden, hvor hans blik søger faderens inde i kontrolrummet.

Frederik tager et øjeblik blikket fra de bølgeformede spor på skærmen og sender sønnen et beroligende smil. Han forklarer med dæmpet stemme, at der ikke er længe igen; at sangerinden snart ankommer. 

Det er en balanceakt mellem rollen som far og rollen som arkitekten bag et nationalt samlingspunkt, men i kælderen under Nuuk er der plads til begge dele.

Kort efter er der bevægelse ved døren igen, og denne gang er det Nivi Pedersen, der træder ind i varmen. 

Herinde er væggene tapetseret med avisudklip og artikler – et fysisk arkiv over de utallige kunstnere, der gennem årtierne har haft deres gang hos Atlantic Music. Det er her Grønlands musikhistorie hænger til tørre, mens den nye bliver skabt.

Nivi Pedersen ryster vejret af sig og undskylder forsinkelsen med et træt, men smilende blik; et møde trak ud og holdt hende fanget i overfladen, før hun kunne dykke ned i kældermørket til musikken.

Frederik Elsner trykker på ’play’, og de rå toner strømmer igen ud i rummet. Han vil give Nivi Pedersen en fornemmelse af det univers, hun er ved at træde ind i. 

Fra højtalerne rejser Arnarissoq Bech Vetterlains stemme sig over et tæt væv af adskillige korstemmer, der fylder kælderen med en næsten overjordisk klang.

 Et puslespil af de største stemmer

Selvom lydbilledet allerede er massivt, er der stadig luft. Der er plads til flere stemmer, flere nuancer og det helt særlige bidrag, som Nivi Pedersen skal levere. Det er et puslespil af landets største stemmer, der langsomt tager form foran dem.

Nu skal der indspilles. Nivi Pedersen tager høretelefonerne på og gør sig klar, men da Frederik Elsner sender lyden gennem kablet, spjætter hun og udbryder et højt ”Aah!”. Lydniveauet er alt for voldsomt til de følsomme ører.

Frederik reagerer prompte og skruer ned på de lysende knapper, mens han undskyldende nikker forstående. Han rejser sig, går til mikrofonen og justerer stativets højde, så det passer præcis til hende. Han tjekker afstanden, strammer skruen og går tilbage til producerstolen.

Nu er der stille. Alt er justeret, og de står klar.

- Timmissat qallulaarpalunneri, soorlumi sinnassaalaaginnartut, synger Nivi Pedersen med en høj stemme.

Hendes stemme får Elsner til at udbryde:

- ’Kæft, du har jo en engelstemme.

Hans stemme dirrer af begejstring. Utålmodigheden fra før er væk, og det samme er bevidstheden om regnen og blæsten, der raser mod kældermuren udenfor. 

For en stund er alt andet ligegyldigt, her i mørket under Atlantic Music er Grønland ved at blive samlet i én tone.

Hun er ikke helt tilfreds

Sønnen dukker op i synsfeltet igen, og denne gang er hans tålmodighed definitivt sluppet op. 

For at bryde den koncentrerede stilhed lader han hænderne falde mod en af trommerne ved studiet. 

Det hule drøn fra trommeskindet forplanter sig i det lille rum ved siden af studiet.

Han når dog ikke at slå endnu et slag, før Frederik reagerer. Med en stemme, der er elementært kærlig, men også hæs, beder han sin søn om at være stille. 

Det er ikke et råb, men en lavmælt og uomtvistelig besked fra en far til sin søn. Drengen fryser med hænderne løftet over trommen, og musikken og arbejdet igen lov til at genvinde sin hellige ro i kælderen.

Frederik lader de stadig helt friske optagelser rulle over høretelefonerne. Lyden er rå og ufiltreret, præcis som den blev fanget af mikrofonen for et øjeblik siden. Nivi lytter intenst med hovedet på skrå, mens hun analyserer hver eneste frasering. Hun er ikke helt tilfreds.

Før Frederik Elsner når at give sin dom, fanger hun hans blik og bryder tavsheden:

- Vi tager den lige én gang til, beder hun.

Der er ingen tøven i hendes stemme. Selvom tonerne lød smukt i rummet, søger hun den helt særlige nerve, der skal til for at løfte sangen fra en god indspilning til et nationalt samlingspunkt. Frederik nikker forstående og gør klar til endnu et take.

Et smil af lettelse og anerkendelse

Nivi Pedersen sender endnu en gang sin stemme afsted. Denne gang føles det, som om lyden navigerer ubesværet gennem mikrofonens kabler, døber ned i teknikken og fæstner sig præcis, hvor den skal på computerens harddisk.

Nu er den der. Stemningen er tæt, tonerne sidder lige i skabet, og den helt rigtige nerve har fundet vej fra Nivis bryst til Frederiks skærm.

Da Frederik trykker på stop, dør lyden øjeblikkeligt. Stilheden er døvende efter hendes stærke stemme, der lige har fået trommehinderne til at vibrere. Det er det sekund, hvor alt står stille; hvor efterklangen af Aasarissumi stadig hænger i de lydisolerede vægge, selvom højtalerne er tavse.

Frederik lader musepilen glide hen over skærmen og trykker på afspil. Optagelserne fylder igen kælderen. Nivi læner sig mod mikrofonstativet og lytter, mens hendes egen stemme fletter sig fejlfrit ind i sangens univers. 

Et langsomt, accepterende smil breder sig over hendes ansigt. Det er ikke bare et smil af lettelse, men af anerkendelse; lyden af, at alt er faldet på plads.

- Nu skal vi bare indspille en video til musikvideoen, siger Elsner og trækker sin iPhone op af sin lomme.

Frederik foreslår, at Nivi mimer til optagelsen, men hun afviser ham blankt med et demonstrativt blik. Hun vil ikke lade som om; hun vil synge rigtigt.

I stand til at modtage kritik

Frederik giver sig. Han ved, at ægthed ikke kan mimes frem, men stiller ét teknisk krav: Hun skal ramme det præcis samme åndedræt som på båndet. Det er her, den kunstneriske stædighed møder studiets præcision. 

Nivi Pedersen trækker vejret dybt, og mens hun synger, smelter billede og lyd sammen i en perfekt, synkron bevægelse.

- Tassa, lyder det fra Elsner.

Pedersen smiler anerkendende og begynder at pakke. Det samme gør Frederik.

Mens han pakker, falder snakken på håndværket bag de mange spor. Hans råd er klart: En producer må aldrig stå for lang tid i sit eget værk.

- Man skal være i stand til at modtage kritik, konstaterer han, mens han lukker projektet på skærmen. 

For ham er det filterløse modspil fra andre forudsætningen for at levere et slutprodukt af høj kvalitet. Det handler ikke om ego, men om sangen – og om at sikre, at det Grønland, han forsøger at samle, kan høre sig selv i resultatet.