EFTER SORT SOL KOMMER RUSTRØD MÅNE:

Måneformørkelse natten mellem torsdag og fredag

Himmelfænomenet kalder spøgelserne frem, fortalte Hans Lynge

Advarsel: Natten mellem torsdag og fredag vil der, ifølge Hans Lynge, spøge slemt i området mellem den røde domkirke og det gamle, gule sygehus i Nuuk.
Offentliggjort

To uger efter den totale solformørkelse i Nordøstgrønland kommer en omfattende måneformørkelse, som natten mellem torsdag og fredag kan opleves på samme tid i hele Grønland.

Måneformørkelsen strækker sig over 5 timer 38 minutter

00.23: Månen bevæger sig ind i jordens halvskygge (kaldet penumbra).
01.33: Månen bevæger sig ind i jordens helskygge (kaldet numbra).
03.12: Formørkelsen kulminerer med 93 procent af månen dækket af jordens skygge.
04.42: Månen forlader jordens helskygge.
06.01: Månen forlader jordens halvskygge.

På rad og række i universet

Solformørkelse opstår, når solen, månen og jorden står på linje, så månen kaster sin skygge på jorden.

Måneformørkelse opstår, når solen, jorden og månen står på linje, så jorden kaster sin skygge på månen. Formørkelse opstår kun ved fuldmåne, og midt på natten mellem torsdag og fredag vil 93 procent af måneskiven over Grønland være dækket af jordens skygge. Månen vil langsomt antage en rustrød farve, men det kræver en total måneformørkelse at opleve den berømte blodmåne.

Det rødlige skær opstår, fordi solens stråler afbøjes af jordens atmosfære, så kun det røde og orange lys rammer månen.
Ved en solformørkelse er det strengt nødvendigt at bruge godkendte beskyttelsesbriller. Der er til gengæld frit udsyn til en måneformørkelse om natten, både med det blotte øje og en god kikkert.

Måneformørkelse optræder meget hyppigere end solformørkelse. De tre næste måneformørkelser over Grønland finder sted 20. februar 2027, 17. august 2027 og 12. januar 2028.

Vi ser på den samme måne

Michael Linden-Vørnle er astrofysiker på Institut for Rumforskning og Rumteknologi på DTU Space i København.

– Hvorfor er der forskellig tid ved solformørkelsen, men samme tid i hele landet ved måneformørkelsen?

– Ved en solformørkelse bevæger månens skygge sig hen over jordoverfladen, og derfor er tiderne forskellige fra sted til sted. Ved en måneformørkelse ser du på månen ude i rummet, mens den befinder sig i jordens skygge. Derfor er tiderne de samme alle steder; under skyldigt hensyn til tidszonerne, siger Michael Linden-Vørnle til Sermitsiaq.

Siden oktober 2023 har hele Grønland (undtagen Danmarkshavn og Pituffik Space Base) haft samme tidszone med normaltid UTC -2 og sommertid UTC -1.

Midnatssol og måneformørkelse

Ved den totale solformørkelse onsdag 12. august kastede månen sin skygge over jorden i et smalt bånd fra Sibirien over Nordøstgrønland, Island, Atlanterhavet og Spanien til Mallorca. Ved måneformørkelsen på fredag vil vi alle, uanset om vi bor i Nanortalik eller Qaanaaq, kigge op på den samme måne på den samme tid.

Men der er en slange i paradiset.

Ole J. Knudsen er videnskabsformidler på Institut for Fysik og Astronomi på Århus Universitet, og han har i årenes løb holdt flere foredrag i Grønland.

– Ikke alene risikerer et skydække at ødelægge fornøjelsen ved en måneformørkelse. Tiderne for solens og månens opgang og nedgang har også afgørende betydning for oplevelsen; dels på grund af sollyset midt om natten højt mod nord, og dels fordi månen kan være gået ned, når formørkelsen finder sted, siger Ole J. Knudsen til Sermitsiaq.

I Qaanaaq på fredag går solen ned 01.26 og står op 05.51, mens månen står op 01.01 og går ned 06.54.

I Nanortalik står solen op 06.46 og går ned 21.16, mens månen står op 21.08 og går ned 07.08.

Alle tider er hentet fra hjemmesiden timeanddate.com, som er en guldgrube af astrofysisk information, også om Grønland.

Månen kalder spørgelser frem

En måneformørkelse er et spektakulært himmelsyn, men folk i Nuuk har særlig grund til at være på vagt.
Maleren og forfatteren Hans Lynge (1906-88) vendte ofte tilbage til barndommens Nuuk, hvor spøgelser og ånder var en naturlig del af hverdagen.

Nuuk har været beboet, længe før Hans Egede grundlagde byen i sommeren 1728. Som tegn på stedets lange historie nævner Hans Lynge den forvitrerede masse af menneskeknogler, der fandtes i området mellem domkirken og det gamle, gule sygehus.

– Det var de gamle hedningegrave fra den tid, hvor ligene blev syet ind i skind. Længe efter at det meste af dem var blevet til muldjord, var der derfor ingen, der turde bygge hus her. Kâlêránguaq (som i slutningen af 1800-tallet var styrmand på seminariets båd) var den, der som den første vovede forsøget. Det blev af alle fulgt med interesse, fordi stedet var det bedste med henblik på de hyppige nordenstorme. Det virkede imod forventning udmærket, undtaget i tider med måne- eller solformørkelser, for da var det umuligt at sove om natten for det spektakel af jamrende og trommedansende menneskeflokke under gulvbrædderne, fortæller Hans Lynge i bogen »Nûk - hvad der i vore dage huskes fra Godthåbs fortid«.

Kâlêránguaqs hus er forlængst væk, men ifølge Hans Lynge vil der natten mellem torsdag og fredag spøge så forskrækkeligt mellem domkirken og det gamle, gule sygehus i Nuuk.

Powered by Labrador CMS