Fotos: Kunstner sætter lyd til sine værker
Naturinstituttet fejrede onsdag sin nye bygning med en fernisering, hvor kunstværker, skabt af Inuk Silis Høegh, blev afsløret.
Naturinstituttets uddannelsesbygning har fået navnet Pikialaarfik – stedet, der summer af liv - og indvendigt var væggene udsmykket med kunstværker af Inuk Silis Høegh, der havde fokuseret på naturens lyde og transformeret disse over på et lærred i et ægte samspil med den nye fagre digitale verden.
QR-koder
Hvert kunstværk er således udstyret med en QR-kode, som kan scannes af en mobiltelefon, så man går direkte ind og får det ægte lydbillede, der har inspireret kunstneren.
Værkerne bærer navnene:
- Narhvaler ved havbunden, Nuussuaq, Melvillebugten
- Han-pukkelhval, Davidsstrædet
- Hunde nær byen, Ilulissat
- Vand drypper inde i mosset, Kobbefjorden
- Vandrefalk mellem skrænterne, Kangiusaq
- Fastis, optaget under vand nær Niaqornat
- Jeg har altid været fascineret af lydene, når jeg kom ud i naturen og projektet blev faktisk født, da jeg optog lydene af en vandrefalk under en rensdyrjagt, forklarede kunstneren i sin tale.
Du kan høre lydklippene her: nipit.natur.gl
Bobler fra havet
Om bygningens navn sagde Emma Kristensen:
- Da stedet vil summe af ny viden og liv, passer det godt til navnet, der også kan forbindes med Pikialasorsuaq, Nordvandet, hvor arktiske havpattedyr nærmest bobler op af havet. Desuden passer Pikialaarfik til Ilimmarfik og Pinngortitaleriffik, som er i området.
Det var Lene Kielsen Holm og Emma Kristensen, der havde foreslået navnet. Billederne er printet på metal og kunstværkerne er skænket af Aage V. Jensens fonde.