Fotoessay: Grønlandsmesterskaberne i Qajaq 

Én falder sammen i sin qajaq i udmattelse. En anden skråler sine lunger ud i glæde over en vending hun lykkes med. En mor med våde øjne filmer stolt sin omkring 4-årige datter. Jeg har mit kamera med over skulderen til grønlandsmesterskaberne i qajaq. Der er noget pirrende ved at skulle fotografere denne sport. Noget genkendeligt og samtidigt uforudsigeligt. Nordenvinden har lagt sig som gestus, og sommeren får kolonihavnen til at leve. Stilfærdigt, uden larm og fart, bevæger qaannat sig rundt i glidende bevægelser i vandet ud for mig og de mange tilskuere som er mødt op. De fleste uden jakke og med smil på læben. 

Et menneske i qajaq er som at trække en linje gennem inuit historie. En fortid, nutid og fremtid på samme tid. Grønlandsmesterskaberne i qajaq er en magtdemonstration i menneskelig udfoldelse. De iøjnefaldende vendinger. Den barske kategori på den lange distance. Roen deltagerne udviser så tæt på det iskolde hav. Som balletdansere på vand. 

Tre deltagere laver en vending på samme tid. De røde øjne af havsalt fortæller sin egen historie om de seneste 32 minutter med hovedet skiftevis ovenvande og under. Spørgsmålet rejser sig: Hvorfor egentlig gøre det? Men svaret giver vidst sig selv. Qaannat foran mig formidler historien videre. Som en slags traditionshævdelse. Fastholdelse af identitet. Og ja, så er der en konkurrence som ramme, som vi beskuere kan forstå og forholde os til, men ikke nødvendigvis er det vigtigste for deltagerne. De er der i vandet af en grund. En de måske, måske ikke, kan forklare med ord, men dét, at de sidder dér i deres qajaq, er historiefortælling i sig selv.

Et pompøst og symmetrisk krydstogtskib bakker ud af Nuuk havn, mens de elegante, nærmest svævende, qaannat glider afsted foran. En slående kontrast. Deltagerne er ude på den lange distance, som en af de sidste discipliner til mesterskaberne. Èn kæmper sig frem med nakken bøjet, mens en anden har overskud til et lille smil til tilskuerne. Og sådan bevæger deltagerne i qaannat sig roligt frem i hvad der føles som endeløse meter. Præcis som de vil gøre det til grønlandsmesterskaberne igen næste år. Og året efter det. Og som man har gjort det gennem mange generationer.