Margrethe Thårup Andersen: Mange bliver væk fra arbejdet, efter Suila-tilskuddet er udbetalt
Når Suila-tilskuddet bliver udbetalt, oplever fiskefabrikker, plejehjem og daginstitutioner, at ansatte bliver væk fra arbejdet dagen efter. Inatsisartut-medlemmet fra Demokraatit hører ofte om problemet, når hun møder borgere og virksomheder. Derfor mener hun, at Suila-tilskuddet bør udbetales på lønningsdage.
Margrethe Thårup Andersen blev valgt ind i Inatsisartut ved valget i 2025.
Foto: Demokraatit
Margrethe Thårup Andersen møder som medlem af Inatsisartut ofte borgere og besøger forskellige virksomheder. Her har hun hørt flere enslydende fortællinger om Suila-tilskud, fortæller hun til Sermitsiaq.
Det handler blandt andet om, at ansatte hver måned udebliver fra arbejdet dagen efter, at Suila-tilskuddet bliver udbetalt den tredje tirsdag i måneden.
– Det er til tider så alvorligt, at der mangler arbejdskraft på fiskefabrikkerne. Andre har også fortalt, at de har problemer. Det bliver også kraftigt kritiseret, at der nogle gange mangler personale på plejehjem efter Suila-udbetalingerne. Forældre har også fortalt mig, at de nogle gange er nødt til at hente deres børn, og at det tilfældigvis sker i forbindelse med Suila-udbetalingerne, siger Margrethe Thårup Andersen.
Ifølge de borgere og virksomheder, hun taler med, skyldes fraværet ofte alkoholforbrug.
– Først blev fraværet dagen efter Suila-udbetalingen betragtet som et tilfælde. Men efterfølgende er det gentagne gange blevet nævnt, at folk udebliver fra arbejdet på grund af alkoholforbrug, siger Margrethe Thårup Andersen.
Hvis Suila-tilskud bliver udbetalt på lønningsdage, flytter man så ikke bare problemet?
– Folk har ganske vist selv ansvaret for deres liv og livsførelse. Men hvis det har negative konsekvenser for det samfund, vi ønsker at tjene, mener jeg, at det er nødvendigt, at Suila-tapit bliver udbetalt på lønningsdagen, siger hun.
Skal udbetales på lønningsdagen
Hun understreger, at hun ikke er imod Suila-tapit i sig selv.
– Det er meget ønskværdigt, at arbejdet bliver bedre lønnet, eller at arbejdstagerne får større beløb, så det bedre kan betale sig at arbejde. Men vi skal tænke os grundigt om i forhold til, hvornår pengene skal udbetales, siger Margrethe Thårup Andersen.
Hun mener, at den bedste løsning vil være at udbetale Suila-tapit sammen med lønnen.
– Vi bør finde en løsning, hvor beløbet blot lægges til lønnen på lønsedlen og udbetales sammen med lønnen. Det skal ikke være sådan, at det bliver udbetalt midt i ugen på en dag, der ikke er lønningsdag, med de konsekvenser, det har for samfundet, vores børn, vores ældre samt selvstændige og kolleger, siger hun.
Fristen for at fremsætte beslutningsforslag til Inatsisartuts efterårssamling er allerede udløbet. Margrethe Thårup Andersen siger dog, at hun ikke kan udelukke, at hun næste år vil fremsætte et forslag om at ændre udbetalingsdagen for Suila-tapit.