Spiral-godtgørelse sendt videre -  ændringsforslag fra DF blev forkastet

Loven, der skal sikre en godtgørelse fra dansk side til kvinder i spiralsagen, blev tirsdag andenbehandlet i Folketinget. 

Sundhedsminister og kirkeminister, Ida Auken, havde fremsat flere ændringsforslag til betingelserne for at få godtgørelse i spiralsagen, i forbindelse med at lovforslaget blev andenbehandlet tirsdag i Folketinget.
Offentliggjort

Der blev en relativt kort proces, da forslaget om en godtgørelsesordning til grønlandske kvinder i spiralsagen blev andenbehandlet tirsdag i Folketinget.

Den eneste politiker på talerstolen var Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen, og hans argumenter mødte ikke velvilje fra resten af salen.

Ahrendtsen argumenterede for, at hvis Folketinget ville godkende, at godtgørelsesordningen også skulle gælde for danske kvinder, som ufrivilligt har fået opsat spiral, så ville Dansk Folkeparti også stemme for godtgørelsesordningen, når den efter planen skal tredjebehandles og altså endeligt vedtages torsdag.

Dansk Folkepartis ændringsforslag om at udvide målgruppen for ordningen blev dog forkastet kort efter, at ordføreren havde forladt talerstolen.

En række andre ændringsforslag blev også forkastet. Det gjaldt blandt andet et forslag fra Inuit Ataqatigiits medlem, Naaja H. Nathanielsen, som foreslog, at en godtgørelsesberettiget kvinde skulle kunne modtage flere godtgørelser på 300.000 kr., hvis kvinden har været udsat for flere hændelser i perioden.

Ændringsforslaget fik støtte fra det andet medlem af Folketinget fra Grønland, Qarsoq Høegh-Dam (N), men ikke fra andre partier, og derfor blev ændringsforslaget forkastet.

Flere ændringer vedtaget

En række ændringsforslag fremsat af sundhedsministeren blev vedtaget.

Det gælder blandt andet, at Patienterstatningen, som behandler ansøgninger om godtgørelser, kan dispensere fra et krav om, at kvinderne skal have været bosiddende i Grønland på et tidspunkt frem til og med 1991.

Ændringen betyder, at en kvinde, som hele livet har boet i Danmark, kan modtage godtgørelse, hvis hun har oplevet en antikonceptionshændelse i Danmark, som efter kvindens opfattelse er sket, fordi kvinden er grønlænder.

Et andet ændringsforslag giver kvinderne mulighed for alligevel at klage administrativt, hvis de får afslag på godtgørelse. Det blev ligeledes vedtaget, at Patienterstatningen i særlige tilfælde kan se bort fra den foreslåede ansøgningsfrist, som er fastsat til 1. september 2028.

Lovforslaget blev sendt direkte videre til tredjebehandling uden yderligere udvalgsbehandling, og det ventes vedtaget torsdag. Det er dagen inden, at Naalakkersuisut offentliggør to længeventede rapporter om de menneskeretlige aspekter af spiralsagen. Eksperterne bag rapporterne har blandt andet skullet vurdere, om sagen kan betegnes som et folkemord.

Powered by Labrador CMS