UNNIA

Første IKUMA Music Festival blev en succes

God stemning blandt publikum, da IKUMA Music Festival for første gang samlede Tasiilaq til en dag med musik og fællesskab.
Offentliggjort

Carl Florian Sørensen, Mathias Stenbakken, Pappi Zaki Henriksen og Paakkannaq Henriksen, lokale initiativtagere fra Tasiilaq stod bag den første udgave af IKUMA Music Festival. Det oplyser Kommuneqarfik Sermersooq på sin hjemmeside.

- Den første udgave af IKUMA Music Festival gav en glad dag i Tasiilaq, skriver kommunen.

De fire initiativtagere begyndte med en simpel idé: at samle børn og unge omkring musikken. Idéen voksede sig større og udviklede sig til en egentlig musikfestival, hvor hele Tasiilaq kunne mødes om musikken.

- Det er inspirerende at se, hvordan IKUMA udviklede sig til en festival, der skabte nye og flotte rammer for musik i Tasiilaq. Festivalen gav mange skønne oplevelser for byens borgere og besøgende og styrker vores fællesskab. Vi er meget glade for at have været med til at støtte initiativet, siger regionschef for Østgrønland, Hjørdis Viberg i pressemeddelelsen.

Dagens højdepunkter var blandt andet koncerter med Rasmus Lyberth, Small Time Giants og Lysteriet, som alle skabte stor begejstring blandt publikum på byens fodboldbane. Forud for festivalen havde Lysteriet desuden afholdt musikworkshops for børn og unge, som efterfølgende fik mulighed for selv at optræde på festivalscenen.

- Musikfestivalen samlede borgere på tværs af generationer til en dag med god musik, nydt i fællesskab, skriver Kommuneqarfik Sermersooq.

Festivalen blev rundet af med korsang, blandt andet fra det lokale kor Inngeratsiler.

Powered by Labrador CMS