Første foyerkoncert efter coronaår aflyst

Katuaq vælger at aflyse fredagens koncert med Kimmernaq Kjeldsen på baggrund af spørgsmål om coronarestriktioner.

Offentliggjort

Kulturhuset Katuaq har valgt at aflyse årets første foyerkoncert i år, fordi de
mangler svar fra Coronasekretariatet angående mulighederne for afholdelse
af koncerten.

I Nuuk er der i dag seks aktivt smittede med Covid-19. Disse er konstateret sidste uge, hvor to af dem er konstateret smittet ved re-test fem dage efter indrejse.

Den seneste udvikling er af myndighederne vurderet til at være under kontrol. Men det sætter en stopper for årets første foyerkoncert i Katuaq med Kimmernaq Kjeldsen der i år fejrer 15-års jubilæum.

Det meddeler kulturhuset Katuaq på sin Facebook.

- Vi ved der mange der havde glædet sig, men vi må alle vente lidt endnu til næste store foyerkoncert, meddeler Katuaq på sin Facebookside.

Eget valg

Direktør i Katuaq, Arnakkuluk Jo Kleist forklarer, at der ligger alt for mange ubesvarede spørgsmål i forbindelse med coronarestriktioner. Derfor har kulturhuset valgt at aflyse for at være på den sikre side.

- Vi har været i løbende dialog med Coronasekretariatet, men da der stadig er flere ting, der skal vurderes af myndighederne i forbindelse med koncerten, har vi valgt at aflyse koncerten. Det er rigtig ærgerligt, men andet kan vi ikke gøre som det er nu, siger direktør i Katuaq Arnakkuluk Jo Kleist.

Hvad det er, myndighederne skal vurdere endnu, vil hun ikke oplyse om.

Sidst Katuaq holdt foyerkoncert var tilbage i februar 2020. Der er ikke sat dato for den næste foyerkoncert endnu.

Personer, der har købt billet online får refunderet beløbet automatisk, mens personer, der har købt billet fysisk kan møde op i Katuaq for at få refunderet beløbet.

Katuaq har haft et hårdt coronaår, hvor kulturhuset endte med et underskud på 2,3 mio. kroner i 2020.

Vellykket Snow Fest fejrede kreativiteten
Med en imponerende blanding af sne, musik og fællesskab blev årets Snow Fest i Nuuk afsluttet i weekenden. Mens den officielle vinder blev kåret, deltog de besøgende også aktivt i begivenheden, og...
Indsats mod oversvømmelser i Nuuk
Efter de store mængder regn, der faldt over Nuuk i går, har personalet ved Materiealegården haft en travl morgen med at håndtere oversvømmelser flere steder i byen. I midtbyen har der været...
Powered by Labrador CMS