Fornem islandsk hæder til sprog-ildsjæl

Katti Frederiksens utrættelige arbejde for det grønlandske sprog bliver nu belønnet internationalt.

Islands konsul i Grønland, Þorbjörn Jónsson, uddelte prisen til Katti Frederiksen.
Offentliggjort

Katti Frederiksen fik torsdag overrakt Vigdís Finnbogadóttir-prisen, der uddeles på den tidligere præsidents fødselsdag og som markerer hendes ”eksemplariske bidrag til sprog- og kulturverdenen”.

Bemærkelsesværdig indsats

- Kattis præstation med at henlede opmærksomheden på grønlandske sproglige spørgsmål, både nationalt og internationalt, er bemærkelsesværdig. Gennem sin poesi, videnskabelige skrifter, børnelitteratur og deltagelse i offentlig debat har hun været utrættelig med at fremhæve det grønlandske sprogs betydning for det grønlandske samfund og hvor vigtigt det er at fremme væksten og udviklingen af sproget til brug på alle områder af menneskeliv og samfund, lyder begrundelsen for at tildele Katti Frederiksen den fornemme pris, som den islandske regering, Islands Universitet og Vigdís Finnbogadóttir Institut for fremmedsprog står bag.

Rørt over prisen

Katti Frederisen oplyser til KNR, at hun både blev overrasket og rørt over prisen, der er en check på seks millioner kroner svarende til knap 30.000 danske kroner.

- Jeg er også taknemlig for, at mit arbejde er blevet bemærket i andre lande. Det giver mig styrke og det øger min motivation, siger hun til KNR.

Forfatteren og sprogforskeren Katti Frederiksen, der i adskillige år har været ansat i sprogsekretariatet, blev udpeget som naalakkersuisoq for uddannelse, kultur og kirke tilbage i november 2020. Hun stillede ikke op til valget den 6. april.

Powered by Labrador CMS