DR afslører: Juryen gav sejren til Leonora
Julie og Nina var seernes favoritter. Men dansk Melodi Grand Prix's jury stemmer gav Leonora billetten til Eurovision.
DR afslører hvordan den 20-årige Leonora blev vinder i lørdagens Dansk Melodi Grand Prix 2019 med sangen ’Love is Forever’.
Det skriver dr.dk.
Der var kun syv procentpoint mellem Leonora, der vandt aftenens show og Julie og Nina med sangen ’League of Light’. Og det var vitterligt en spændende afstemning, bekræfter de stemmetal for de tre sange i finalen, skriver dr.dk.
Tallene viser, at seerne var mere vilde med Julie Berthelsen og Nina Kreutzmann Jørgensen end aftenens vinder, Leonora. Men det er ikke kun seerne, der bestemmer hvem, der får billetten til Eurovision der i år skal afholdes i Jerusalem.
Fagjuryens vurdering gælder nemlig også i sådan en konkurrence.
- Sådan er det jo, når man både har seerstemmer og jury. Nogle år er de enige, andre år uenige, siger DR's underholdningschef, Jan Lagermand Lundme, til dr.dk.
Flest stemmer fra seerne
Flere seere har efter aftenens show klaget over, at deres stemme underafstemningen ikke var gyldig. Men det er der en forklaring på.
Julie og Nina var klart seernes favoritter. De fik 23 procent af stemmerne, mens aftenens vinder Leonora blev nummer to med 18 procent af stemmerne, skriver dr.dk.
Fagjuryen kastede dog deres kærlighed på kærlighedssangen ’Love is Forever’, som dermed kunne opnå 24 procent af fagjuryens stemmer. Julie og Nina fik 12 procent af jurystemmerne. Juryen havde sågar stemt mere på Sigmund, der i finalen i dansk Melodi Grand Prix fik tredjepladsen.
- Der er jo ikke noget skjult i, at vi har en jury, og at deres stemmer tæller halvdelen, mens folkets tæller den anden halvdel. Der er også en jury i Eurovision, og det fungerer rigtig godt dér, uddyber Jan Lagermand Lundme til dr.dk.
Jan Lagermand Lundme oplyser til dr.dk at der ingen grund er til at ændre resultatet.