Dokumentarfilm afvises af festivaler

Dokumentaren Kampen om Grønland er blevet afvist af flere internationale filmfestivaler. Mindst én festival begrunder afvisningen med, at instruktør Kenneth Sorento ikke tilhører et oprindeligt folk.

Offentliggjort

Da instruktør Kenneth Sorento fik at vide, at hans dokumentarfilm Kampen om Grønland fik distributionsstøtte fra Det Danske Filminstitut, fortalte instituttet samtidig, at det ville blive svært at få optaget filmen på de store internationale filmfestivaler

Årsagen ifølge Filminstituttet er, at Kenneth Sorento er hvid og har lavet en film om et oprindeligt folk. Og det er ikke velset på mange festivaler.

Indtil videre er filmen da også blevet afvist af Hot Docs Canadian International Documentary Festival, Tribeca Film Festival og ImagineNative Film Festival i Toronto.

Forsøgte at få flere grønlændere med

Det er dog kun ImagineNative Film Festival, der har givet en skriftlig begrundelse, hvor der står, at afvisningen skyldes, at instruktøren ikke er fra et oprindeligt folk.

Kenneth Sorento er principielt enig i, at der bør rettes op på, at der en massiv overvægt af film lavet af hvide mænd, men afvisningen ærgrer alligevel instruktøren:

- Her mener jeg, at man spænder ben for sig selv. Jeg forsøgte, at få flere grønlændere med i projektet. Alle syntes, den her film var et interessant projekt, men man ville ikke blande sig i selvstændighedsdebatten, siger Kenneth Sorento.

Det lykkedes dog for instruktøren at få Jørgen Chemnitz med på projektet som grønlandsk co-producent, og Malik Kleist som assisterende instruktør.

-Og det har været afgørende for filmen fordi de har fungeret som kulturelle oversættere for mig, siger instruktøren Kenneth Sorento.

Péronard: Han har gjort alt rigtigt

Derudover vurderer Kenneth Sorento, at han har et godt grundlag for at forstå selvstændighedsdebatten i Grønland:

- Jeg er vokset op i udlandet, og jeg har nogen forudsætninger for at kunne forstå, hvad der sker i Grønland og har kunnet sætte mig i et grønlandsk perspektiv, siger Kenneth Sorento, der har brugt ni år på at lave filmen.

Den grønlandske instruktør Emile Hertling Péronard har været konsulterende producer på Kampen om Grønland, og han mener, at filmen er blevet god, selvom instruktøren er hvid:

- Den er fremragende, og Kenneth har gjort alt rigtig i de år, han har lagt ind i at lave den her film, siger Emile Hertling Péronard til DR’s radioprogram Kulturen på P1.

"Kampen om Grønland" kan i øjeblikket ses på DR’s hjemmeside.

Powered by Labrador CMS