Chefredaktøren anbefaler: Gasolins store drøm: Grønland

Der kom et skib

Til Julianehåb

Da det lagde til

stod der skæbner på spil

Det er den hvide mand

send ham hjem

Han vil stjæle dit land

send ham hjem

Han ta’r din sjæl i pant

hvis han kan det

Han vil drikke dig fuld

og rane din guld

Han vil skænde din brud

og slå ihjel din Gud

I Danmarks land

var han en lille mand

Men i Upernavig

blev han mægtig og rig

Gasolin-sangen ”Kap Farvel til Ümanarssuaq” drønede ud af højtalerne i Grønland og Danmark i 1970’erne og 80’erne sammen med hit som ”Langebro” og ”Kvinde min”.

En menneskealder senere husker Gasolin-guitarist Franz Beckerlee stadig reaktionen på Kap Farvel-sangen:

- Vi mødte en grønlænder på vores stamværtshus på Christianshavn, som sagde: ”Er du klar over, hvor mange blå øjne den sang har kostet i Grønland?”. Det anede vi ikke. Det var slet ikke meningen, at folk skulle komme i slagsmål på grund vores sang.

- Vi havde sympati for grønlænderne. Vi kendte mange fra Christianshavn. På Christianshavns Torv mødte vi tit nogle grønlændere, og så kom der tit en lille strofe fra en af vores sange, når vi gik forbi.

- Kofoeds Skole lå nær ved, hvor vi boede. Dengang lå Kofoeds Skole, hvor Christianshavns Beboerhus ligger i dag. Vi kendte en del grønlændere, som kom der. Gasolin spillede på Kofoeds Skole juleaften. Det gjorde vi i tre år i træk.

- Vi gik selv ned på Kofoeds Skole og fik bad. For vi havde ikke bad derhjemme. Det var før, vi blev til noget, fortæller Franz Beckerlee.

Gasolin blev allerede fra første album vildt populære i hele kongeriget fra Qaanaaq i nord til Kruså i syd. Sangene lever videre og er elsket i Grønland og Danmark – selvom det i år er præcis 50 år siden, at Gasolin indspillede deres første album.

Zenbuddhisme og sørøverskib

Kim Larsen gik bort for tre år siden. Men de øvrige band-medlemmer lever stadig og har medvirket i en ny bog ”Gasolin Gudernes Vilje”.

Jeg mødes med en af de ledende medlemmer, Franz Beckerlee – berømt for at ligge i evigt skænderi med Kim Larsen - hjemme i hans beskedne lejlighed på Christianshavn.

Gasolin-guitaristen – som nærmer sig de 80 - ligger henslængt i en sofa af bambus. Og smiler et bredt smil, mens han mindes gamle dage.

Der dufter af Asien og zenbuddhisme i alle kroge af lejligheden, som kun består af ét cirka 50 kvadratmeter stort rum. Der er små budha-figurer. På væggene hænger japanske træsnit. Og en ”Dream Catcher” i fjer, lavet af en Navajo-indianer. I en vinduesniche står en stor skibsmodel af noget, der ligner et sørøverskib.

Væggene er i det meste af stuen dækket af tapeter med kæmpe fotos af dansk skov.

Franz Beckerlee er et spirituelt menneske, en mild humorist med et smil, som når øjnene. En søgende kunstnersjæl og samtidig en jordnær christianshavnerdreng, uddannet som værktøjsmager. For en ordentlig uddannelse skulle han have. Det var kravet fra moderen, som blev gravid med en tysk soldat under 2. Verdenskrig og var alene med Franz, indtil en stedfar kom ind i billedet.

Det var ikke lykkeligt for 7-årige Franz, der fik en lillesøster og havde ”konstant mavepine”. Han kom på Dronning Louise Børnehospital, hvor han ”tudbrølede” i tre måneder, fordi han ikke fik besøg.

Gudernes vilje

”Musikken blev en vej ud af det der kærlighedsløse sted, jeg kom fra. Jeg kunne kaste min kærlighed ind i musikken og opleve den frihed, alle mennesker et eller andet sted længes efter,” som Franz Beckerlee siger i bogen.

Han blev avantgarde-jazzmusiker.

- Jeg var vild med det. Men det kunne jeg sgu ikke leve af. Vi var jo pionerer, mand! fortæller han til AG.

Willi Jønsson og Franz Beckerlee gik i klasse sammen og var venner. På en familieferie på Mors besluttede de at lave et band sammen.

Jønsson kendte Kim Larsen. Avantgarde-jazzmusikeren mødte folkeskolelæreren Kim Larsen, der ”kom med højskolesangbogen” under armen.

- Der var noget uforklarligt magisk i det øjeblik Willi, Kim og jeg mødtes. Det var, som om guderne smed en tændstik i krudttænder. Gasolin – det var gudernes vilje, siger Franz Beckerlee.

- Det er tit forskelligheder, der bærer frugt.

Spillede sammen med Sume

Det var ”gassernes” store drøm at komme til Grønland og spille. En drøm der aldrig gik i opfyldelse. Kun for Kim Larsen sammen med andre musikere i bandet Bellami.

- Vi sendte vores lydmand til Færøerne, Grønland og Island. Desværre fandt han ud af, at det var alt for dyrt. Det kostede et astronomisk beløb at sende vores udstyr derop. Så der var ingen økonomi i det.

- Kim kom jo så sidenhen til Grønland på et tidspunkt, hvor der var udstyr i Grønland. Så vender vi kajakken! fortæller Franz Beckerlee med et fiffigt grin og tager en slurk af en dåseøl.

- Vi blev gode venner med Sume. Vi mødtes med dem indimellem og støttede dem. De var en del af miljøet på Christianshavn. Jeg spillede guitar på deres første plade på et par numre. Jeg var meget beæret over at blive spurgt.

- Jeg kan ikke huske i dag, hvad det var for numre. Jeg bliver jo 80 næste år i august. Og jeg har taget en hel del ting gennem årene. Det er så som så med hukommelsen, siger Beckerlee med et stort smil og læner sig tilbage i puderne med japanske skrifttegn.

- Jeg kunne lide Sume. Vi var i samme båd. Jeg var helt med på, at der skulle noget rock til Grønland. Musikerne i Sume var flinke folk, som vi i Gasolin var helt på bølgelængde med. De var en del af ungdomsoprøret i 60’erne og 70’erne. Rocken blev jo hele den vestlige ungdoms talerør.

Den fordrukne vicevært

På LP’en er Kim Larsen og M. Mogensen krediteret for at have skrevet teksten til Kap Farvel sangen. Kan du fortælle mig, hvordan den sang blev til?

- Den blev til som alle vores andre sange. Vi lavede som regel tre nye sange af gangen. Teksten var i første omgang Kims vrøvleengelsk. Vi lavede altid musikken først. Teksten kom bagefter.

- Vi mødtes hos Mogens Mogensen. Og fandt ud af, hvad fanden sangene skulle handle om. Så blev der placeret en Underberg på bordet til den, som fandt på den første linje i sangen.

- Det blev så ”Der kom et skib til Julianehåb”. Jeg aner ikke, hvem der fandt på det. Men det var kun Kim, Mogens eller mig, som lavede teksterne.

Hvem var Mogens Mogensen? Han står som forfatter til mange af teksterne.

- Det var en noget speciel vicevært i Sofiegården på Christianshavn. Han var noget ældre end os. Vi lærte ham at kende på værtshuset Sofies Kælder. Vi blev hurtigt gode venner med ham. Efter et par øl eller tre begyndte han tit at deklamere. Ham kunne vi godt bruge. Han havde det med at komme med det lidt uventede.

- Han var en speciel fyr. Han fortsatte med at skrive sange med Kim, efter Gasolin gik i opløsning.

I bogen ”Gasolin Gudernes Vilje” fortæller Kim Larsen, hvordan Gasolins tekster blev til i et pingpong mellem ham og Mogens Mogensen. Den fordrukne vicevært var uundværlig for Gasolin og Kim Larsen.

Holdt aldrig fri

Franz Beckerlee beretter om, hvordan gasserne – trods diverse udskejelser og rigelig indtag af både alkohol og hash – havde en nærmest småborgerlig arbejdsmoral.

- Vi spillede hver eneste dag. Fra vi stod ved 12-tiden og indtil aftensmaden. Derefter fortsatte vi hele aftenen. Hver evige dag! Vi spillede og spillede. Guderne havde en finger med i spillet! Vi holdt aldrig fri, selvom vi havde kone og børn. Kim og jeg blev jo skilt. Willis kone flyttede også fra ham, men kom tilbage igen senere.

- Vi holdt kun fri, når der kom et nyt Tintin-album, beretter Beckerlee. Alle gasserne var store Tintin-fans.

Da Gasolin gik i opløsning, fortsatte Franz Beckerlee med at spille guitar i Christianshavns Blues Band. Han spiller ikke mere.

- I dag ser guitar-soloen sådan her ud, siger han og peger op på et par malerier, hans egne værker.

- Jeg maler hver dag. Jeg har et atelier på Amager. Jeg sælger alt, hvad jeg laver. Jeg udstiller på gallerier i Vejle, Slagelse og Åbenrå. Jeg har en soloudstilling i Aalborg til januar og februar. Når jeg maler, lytter jeg til Swing Street Radio, en radiostation i San Francisco, som spiller big band musik.

Franz Beckerlee har stadig en drøm om at komme til Grønland.

- Jeg kunne godt tænke mig at komme derop. Ud i ødemarken. Ud i stilheden. Da vi var i USA, var vi nogle stykker, der tog ud i ørkenen. Vi havde hørt, at man kunne opleve den store stilhed i Death Valley. Så stod jeg derude i stilheden og hørte det her duuuuuuuu i mine ører. Tinitus er en dyr pris at betale for en succes. Det er lidt af et handicap. Heldigvis har det hjulpet, at jeg har fået høreapparat.

AG Uge 51 2021

Klik her for at læse